Angriber Martin Braithwaite og danskerens franske klub Toulouse reddede livet i Ligue 1 med en eventyrsagtig afslutning på sæsonen, og den danske angriber var blandt sit holds bedste i denne sæson.
Desværre for Braithwaite slutter sæsonen ikke af med et par landskampe for Danmark. Den tidligere Esbjerg-angriber skal have lavet et mindre operativt indgreb, skriver dbu.dk, og derfor er Anders Christiansen fra svenske Malmö FF indkaldt til landsholdet.
Anders Christiansen skiftede til Malmö FF tidligere i foråret, hvor han forlod italienske Chievo, der ikke gav danskeren meget spilletid.
Midtbanespilleren er noteret for tre A-landskampe indtil videre, og han mødes med landsholdet på mandag.
Anders Christiansen, 25 år, har tidligere spillet i FC Nordsjælland og Lyngby.