Nielsen: Kan ikke sidde og græde over Ødegaard
Foto: Terje Pedersen/Polfoto
Skandinavien

Nielsen: Kan ikke sidde og græde over Ødegaard

David Nielsen og Strømsgodset har mistet stjernen Martin Ødegaard, men livet går videre i den norske klub.

Martin Ødegaard. Hørt om ham? Ja, det har du nok!

Fodbold-Europas med afstand mest omtalte spiller den seneste uges tid fik i sidste uge sin fremtid på plads, da han skrev under med den spanske kongeklub Real Madrid. Dermed kan talrige gætterier om, hvad fremtiden måtte bringe for det norske supertalent langt om længe forstumme, og man kan nu begynde at se fremad.

For Strømsgodset betyder det en fremtid uden Martin Ødegaard, hvilket er en svækkelse af den norske topklub, men det er ikke noget, klubbens danske træner David Nielsen har tænkt sig at dvæle ved.

- Vi er stolte over, at en af vores spillere skal ud i Europa. Men jeg kan ikke sidde på kontoret og græde over Ødegaard. Som træner må jeg holde fokus, men vi er glade for, at Martin får den her mulighed. Det er også et af målene for vores klub - vi skal udvikle spillere, som kan levere ude i Europa. Vi nyder profileringen, men nu forbereder vi en ny sæson, og 25 spillere er klar, siger David Nielsen til Dagbladet.

Han understreger samtidig, at de mange millioner, Strømsgodset skovler ind i forbindelse med Ødegaard-handlen, ikke får klubben til at ændre på strategien på transfermarkedet.