Tidligere AaB-mand i åben krig med sportschef
Illustration
Skandinavien

Tidligere AaB-mand i åben krig med sportschef

Kjetil Wæhler er gået i verbal krig med IFK Göteborgs sportschef, efter at denne har afvist at forlænge hans kontrakt.

Kjetil Wæhlers kontrakt med IFK Göteborg udløber ved årsskiftet, og danskerklubben har ingen intentioner om at forlænge med den tidligere AaB-spiller, hvilket også er blevet gjort klart over for den 38-årige forsvarsspiller.

Nordmanden er dog langt fra tilfreds med, at han ikke får mulighed for at blive i IFK Göteborg, og nu er der udbrudt en mindre ordkrig mellem klubbens sportschef Mats Gren og Kjetil Wæhler i den svenske presse.

- Det er måske lidt dumt at begynde på det her, men Kjetil ville have det svært, hvis han havnede på bænken. Der er ingen tvivl om, at Kjetil har haft et godt efterår, men jeg vidste også, at han skulle præstere godt for at blive tilbudt en ny kontrakt, siger Mats Gren til Sportbladet.

Kjetil Wæhler giver imidlertid ikke meget for, at Mats Gren på forhånd spår ham til en plads på bænken.

- Skal Gren til at udtage holdet nu? Og hvad ved han om, hvad jeg kan acceptere og ikke acceptere? Jeg har været i klubber tidligere, hvor konkurrencen i det centrale forsvar var hård, og jeg har taget kampen op. Hvis der er spillere, som er bedre end mig, så havde jeg med det samme accepteret at sidde på bænken. Det skal blive spændende at se, hvad der bliver hentet ind. Men det overrasker mig ikke, at Mats siger, som han gør, fastslår Kjetil Wæhler.

Den tidligere AaB-spiller har været i IFK Göteborg siden 2012.