Den danske midtbanespiller Jakob Ankersen sættes i disse dage i forbindelse med den belgiske klub Zulte-Waregem. Ifølge det belgiske medie Het Laaste Nieuws er Zulte-Waregem enig med Ankersens nuværende klub IFK Göteborg om en transfer, men alligevel er det ikke sikkert, at handlen bliver til noget.
I det svenske medie Göteborg-Posten fortæller sportschef fra IFK således, at han er i tvivl om, hvorvidt Ankersen er interesseret i at skifte til den belgiske klub.
- De har forhørt sig om Jakob, ja. Men jeg har sagt, at jeg vil vide, om Jakob vil tage dertil, inden vi går videre. Han takkede jo nej til Belgien i sommer, så for mig er det vigtigt at vide, om han virkelig vil af sted. Bolden ligger hos Jakob, kan man sige, fortæller Mats Gren til Göteborg-Posten.
Ifølge Het Laaste Nieuws er det Jakob Ankersens kæreste, der er i tvivl om skiftet. Hun skulle angiveligt være i tvivl om, hvorvidt en flytning til Belgien er en god idé. Derfor risikerer handlen at gå i vasken.
Det belgiske medie mener at vide, at der kommer en afklaring på Ankersen-situationen inden for et par dage.
Jakob Ankersen blev mandag forholdt rygterne om Zulte-Waregem, men han ønsker ikke at kommentere klubnavne.