Superliga

»Kommende« FCK-spiller er til salg

Meget tyder på, at den norske landsholdsspiller Christian Grindheim snart er FCK-spiller. - Han er til salg, fortæller hans nuværende klub.

I fredags kunne Ekstrabladet fortælle, at den norske landsholdsspiller Christian Gruindheim køres i stilling som afløser for William Kvist på FC Københavns centrale midtbane. Ifølge avisen er FC København og Grindheims nuværende klub, hollandske Heerenveen, allerede enige om en salgspris i omegnen af 5,6 millioner kroner,og nu tager hollænderne lidt af bladet fra munden ved at afsløre, at nordmanden er til salg.

Læs også: Avis: FCK henter norsk landsholdsspiller

- Christian Grindheim er til salg. Han har spurgt efter en transfer, og vi har sagt ja. Han er næsten 28 år gammel, og han har lyst til en ny udfordring. Da han kun har et enkelt år tilbage af sin kontrakt, vil vi ikke nægte ham det ønske, siger Heerenveens tekniske direktør, Johan Hansma, til tipsbladet.dk.

Hansma ønsker ikke at kommentere på, om en handel med FC København er nært forestående, da han ikke udtaler sig om sådanne sager, før noget konkret er på plads. Men meget tyder på, at Christian Grindheim snart forlader Holland til fordel for den danske hovedstad.

- Hvis vi kan få en fin aftale med en klub, kan han hurtigt være væk. Det mest optimale vil være, hvis tingene er i orden inden vi starter træningen igen den 23. juni, forklarer Johan Hansma, der har været meget tilfreds med Christian Grindheims ophold i Heerenveen.

- Han er en rigtig dygtig højrefodet midtbanespiller, som kan score mål og lave assists. Han er dynamisk, en god kombinationsspiller og ikke mindst en god presspiller, slutter den tekniske direktør.

Christian Grindheim er fast mand på det norske landshold, hvor han tidligere på måneden rundede 43 kampe. Han har spillet i Heerenveen siden 2008. Før han startede sin udlandskarriere var han en stor profil for både Haugesund og Vålerenga. Nu kan han blive en stor profil i FC København, hvor han er udset til at tage et stort ansvar, hvis William Kvist sælges.