1. divisionsklub meldt til DBU efter racisme-tilråb

Spillerforeningen har meldt 1. divisionsklubben Hvidovre til DBUs disciplinærudvalg, efter Lyngbys Ayoub Søren blev udsat for racistiske tilråb fra klubbens fans under gårsdagens pokalkamp.

Det var ikke småting, Lyngby-spilleren Ayoub Sørensen måtte lægge ører til under onsdagens pokalkamp mellem Hvidovre og Lyngby på Hvidovres hjemmebane, Office Center Arena. Allerede inden kampen blev fløjtet i gang, blev der råbt perker og 'abelyde' efter Lyngbys kantspiller, der har rødder i Marokko, og disse tilråb fortsatte kampen igennem.

- Jeg spillede godt,  og det gjorde dem sure, at jeg scorede mål, så de begyndte at råbe, ”stop nu den perker”, ”spark ham ned det sorte svin” og "Vi slår dig ihjel. Skrid hjem til dit land. " Det var skræmmende, og jeg ville bare have kampen overstået, siger Ayoub Sørensen i en pressemeddelelse udsendt af Spillerforeningen.

Netop Spillerforeningen er nu gået ind i sagen, der fandt sted før, under og efter Lyngbys sejr over Hvidovre. Den sejr kom i hus via en straffesparkskonkurrence, efter Ayoub Sørensen, som har en fortid i netop Hvidovre, havde scoret et af den ordinære kamps fire mål.

Læs også: Lyngby vandt gyser i Hvidovre

- Det er uacceptabelt, hvad Ayoub blev udsat for. Vi vil ikke finde os i det. Episoden er et skræmmende eksempel på, hvor lang vej vi endnu har i forhold til at gøre op med den racisme, som findes i dansk fodbold og i samfundet generelt, siger Spillerforeningens direktør Mads Øland.

Spillerforeningen sender nu sagen videre til DBU med henblik på sanktioner mod Hvidovre.

- Vi har henvendt os til DBU’s jurist Thomas Jønsson, som nu vil forelægge sagen for DBU’s disciplinærudvalg. Jeg håber, at udvalget tager sagen op af egen drift og kigger på om den arrangerende klub skal tildeles en straf, fortæller Mads Øland.

Hvidovre kan dermed måske se frem til en betragtelig bøde. I en lignende sag i Italien er Cagliari netop blevet tildelt en bøde på 185.000 kroner, efter klubbens fans råbte racistiske slagord efter den afrikanske stjerneangriber Samuel Eto'o i en kamp mod Inter.

Seneste nyt på tipsbladet.dk