9. december: 180 tilskuere kom i avisen og i Go' Morgen Danmark
Foto: Thomas Borberg/Polfoto
Superliga

9. december: 180 tilskuere kom i avisen og i Go' Morgen Danmark

Tipsbladet.dk's julekalender i år fortæller gode historier fra 25 år med Superligaen. Hver dag åbner vi en ny låge og et nyt årstal i Superligaen-historien. I dag - 8. december - er der fokus på 1999 og et rekordlavt tilskuertal.

Årets julekalender fra tipsbladet.dk er en tur ned ad mindernes allé. I år er det således 25 år siden, at den første Superliga-sæson blev spillet, og derfor dykker tipsbladet.dk ned i historiebøgerne. Bag hver låge i julekalenderen gemmer der sig en historie fra hvert år i Superligaens levetid – fortalt med tekst, lyd eller billeder.

9. december: Da alle 180 tilskuere fik deres navn i avisen

Der var ikke lagt op til, at det skulle være en særlig fodboldkamp. Det var trods alt Superligaens absolutte bundhold, der tog imod Viborg, der mod slutningen af sæsonen også lå i den tunge ende af tabellen.

Men det endte som en historisk fodboldkamp.

Ikke på grund af Viborgs 5-0-sejr på mål af blandt andre Heine Fernandez og Kenni Sommer. Nej, det var tilskuertallet, der endte med at få en særlig plads i historiebøgerne.

For kun 180 tilskuere var mødt frem til Superliga-kampen mellem B93 og Viborg FF på Østerbro Stadion den 20. maj 1999.

Det var ny bundrekord i Superligaen, og den blev først slået i 2012/13-sæsonen, da Brøndby blev pålagt at spille to fodboldkampe for tomme tribuner på grund af tilskuerballade tidligere på sæsonen. Altså er det den mindst besøgte 'åbne' kamp i Superligaens historie.

Kampen mellem B93 og Viborg FF vil altid blive husket for det lave tilskuertal – især fordi samtlige navne på de 180 tilskuere blev oplistet i avisen Politiken dagen efter kampen.

Under rubrikken 'B93 – Viborg 0-5 – og navnene var...' bragte Politiken et lille referat af kampen samt detaljer som startopstillinger og målscorere, og altså alle navne på de folk, der var mødt op på Østerbro Stadion. Hele tre personer stod opført som forfattere til artiklen: Journalisten Allan Nielsen og studendermedhjælperne Christian Ringbæk og Hans-Henrik Hare.

I dag husker to af reporterne godt avisens gimmick fra 1999.

- Artiklen hedder 'og navnene var...:', fordi det var en sætning, der tit blev nævnt på redaktionen. Ideen dukkede op på et redaktionsmøde, for der kom generelt ikke mange tilskuere til B93's kampe i Superligaen i den sæson. De skulle spille mod Viborg i en midtugekamp, og derfor tog jeg af sted sammen med to medarbejdere fra resultatafdelingen. Jeg sad blandt de øvrige journlister, og så tog Ringbæk og Hare rundt med en blok i hånden og spurgte tilskuerene om deres navn, fortæller Allan Nielsen til tipsbladet.dk mere end 17 år senere.

- Hare og Ringberg kom undervejs i kampen op med navnene, og det var til stor irritation for Ekstra Bladets ualmindeligt nysgerrige journalist Mads Wehlast, som ikke anede, hvad der foregik, og hvorfor vores reportere rendte frem og tilbage på stadion, tilføjer han med et grin.

ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER BILLEDET


Den daværende B93-spiller Patrick Mtiliga i aktion på Østerbro Stadion. 

Hans-Henrik Hare er i dag ansat på Ekstra Bladet, og han husker tydeligt kampen på Østerbro Stadion i maj 1999, hvor han gik rundt og bad om tilskuernes navne.

- Vi tog det som en stor joke, og folk syntes, at det var skidesjovt. Der var ingen stemning på stadion, og det var som en sommerkamp. Det var rigtig godt vejr, og det var meget tilbagelænet og afslappet. Folk var også lidt apatiske over at sidde der og gav ligesom udtryk for, at der nok ikke var så meget andet at lave sådan en torsdag aften. Men det var meget stille, og der var nærmest mere larm fra Østerbrogade end fra fodboldkampen. Jeg har dækket mange fodboldkampe i mit liv, og jeg har aldrig før eller siden oplevet et så stille stadion, siger Hans Henrik Hare.

Der var dog i hvert fald én person, der ikke syntes, at ideen var morsom. Den daværende landstræner Bo Johansson var også på stadion for at se nærmere på Viborg-angriberen Heine Fernandez, og han var ikke begejstret for Politiken-journalisternes påfund.

- Jeg talte kort med landstræneren, og selvom han jo er en meget mild og venlig mand, var han irriteret på mig. Der sad 40-50 mennesker på det tribuneafsnit, hvor han var, og da folk fandt ud af mit ærinde, begyndte de at råbe deres navne ned til mig, og jeg gik lidt frem og tilbage. Det forstyrrede ham. Da jeg kom til landstræneren, kunne jeg se, at han havde sin hustru med. 'Du er jo Bo Johansson, og det må være din kone,' sagde jeg til ham. 'Ja, og hendes navn får du ikke,” svarede han irriteret, inden han bad mig gå. Det var meget sjovt, og folk syntes generelt, at det var en meget skæg idé, husker Hans-Henrik Hare.

Artiklen med navnene fik stor opmærksomhed, og det er stadig en historie, der dukker op, når talen falder på B93's sæson i Superligaen. Allan Nielsen husker også, at artiklen fik en vis bevågenhed i 1999. 

- Det var en artikel, der fik ret stor opmærksomhed. Michael Meyerheim tog den frem i Go' Morgen Danmark dagen efter, og det skabte lidt virak. Det er den mest omtalte et-spaltede historie, jeg har nogensinde har skrevet, siger Allan Nielsen om artiklen, der ikke blot fik omtale på landsdækkende tv, men også i de små hjem rundt om i Danmark.

- Dagen efter blev jeg ringet op af en mand fra Nykøbing. Han havde været på stadion, men hans navn var ikke blevet opført på listen. Da han havde fortalt konen, at han om aftenen skulle til fodbold på Østerbro Stadion, havde han fået et forklaringsproblem. For konen havde jo ikke set hans navn i avisen, fortæller Allan Nielsen.

Sæsonen 1998/99 var i det hele taget en sæson, hvor der ikke kom mange tilskuere til B93's kampe på Østerbro Stadion. Udover Viborg-kampen blev hele otte af B93's hjemmekamp overværet af færre end 1.000 tilskuere, og klubben endte med et gennemsnitligt tilskuertal på hjemmebane på 1.481 – takket være nogle kampe mod Brøndby IF og FC København. Allan Nielsen mener, at der generelt ikke var meget hype om B93's kampe i 1998/99-sæsonen.

- B93 tabte mange kampe, og Østerbro Stadion er ikke verdens mest interessante sted. Der kom ikke ret mange mennesker til deres kampe, og det var en stor kontrast til min største oplevelse på Østerbro Stadion, som er, da jeg oplevede Carl Lewis løbe 100-meter-løb i forbindelse med Copenhagen Games nogle år forinden. Dengang var stadion proppet, siger Allan Nielsen.

Når man i dag kigger navnene igennem, lægger man mærke til flere ting – blandt andet, at en Silkeborg-tilhænger og en australier var mødt frem til opgøret, der også blev overværet af Viborg-spilleren Morten Hamms forældre. Det falder også i øjnene, at en 'Mr. Porter' samt 'Jørgen 'Pibe' Petersen og en person, der har kaldt sig 'Flyver Kaj' også stod oplistet i avisen.

- Der er flere navne på listen end de 180, der var opført som tilskuertal, og der var også nogle dæknavne undervejs, som folk opgav. Vi fandt ikke på noget af det; det var det, som folk fortalte. Så tilføjede vi også nogle som pølsemanden og statuerne for at lave lidt sjov med det, siger Allan Nielsen med henvisning til, at Politiken også har nævnt stauerne Skraberen, Spydbæreren, Damoxenos og Kregas i artiklen om de 180 tilskuere.

Det er stadig den åbne kamp i Superliga-historien, hvor der har været færrest tilskuere på stadion, og selvom der i denne sæson er tilskuerkrise, tror Hans-Henrik Hare ikke, at man vil få et lignende tilskuertal at se. Men skulle muligheden indtræffe, er Hans-Henrik Hare klar til at gentage bedriften med at putte samtlige navne på tilskuerne i avisen.

- For nogle uger siden var jeg til kampen mellem FC Nordsjælland og Viborg, hvor der var lige over 1.000 tilskuere. Det er også lavt, men vi kommer nok aldrig helt derned. Det skal være en kamp, hvor der ikke er noget på spil, og så skal det være to usexede hold i en region, hvor der traditionelt ikke kommer mange tilskuere. Man kunne også håbe, at B93 kommer tilbage i Superligaen. Så kan vi bede folk om at blive væk – og så laver vi historien igen, siger Hans-Henrik Hare med et grin og et minde om et spøjst kapitel i Superliga-historien.

De 180 tilskuere til kampen var – ifølge Politiken – disse: 

Poul Andersen, Emil Brich, Jonnny Larsen, Anette Karstenberg, Poul Gerhard Kristiansen, Christian Carstenberg, Henrik Mai, Ronnie Sodhie, Jakob Specht, Michael Vester, Peter Raunholt Sørensen, Eigil Madsen, Jens Jørgen Berg, Eva Hansen, Kurt Hansen, Bo Bjerre, Søren Toftegaard, Peter Hallas, Jørgen Skov, Louise Hansen, Børge Richart, Lise Munch, Lise Rasmussen, Johannes Bjergfelt, Bouazza El-Gouzi, Simran Singh, Kofi Lawson, Raman Singh, Casper Carstensen, Mounir Barakat, Nick Andreassen, Per Zornig, Jens Thorndahl, Kristina Thorndahl, Kresten Thorndahl, Bent Andreassen, Ulrik Rasmussen, Søren Petersen, Georg Nielsen, Keld Kristensen, Erik Palle, Anders Kjelgaard, Mark Sørensen, Henrik Hansen, Niels Jørgen Holdt, Morten Jeppesen, Kristian Eriksen, Simon Rostved, Kalle Michelson, Martin Bækhøj, Flemming Bentson, Elli Frandsen, Bente Frandsen, Christina Frandsen, Freddy Frandsen, Per Frandsen, Susanne Madsen, Rasmus 'Mulle' Madsen, Peter Frandsen, Casper Falcke, Jeppe Højland, Peter Brøndum, Tanja Jensen, Christian Hay, Bo Mortensen, Michael Jacobsen, Marco Busch, Bent Berggren, Morten Lind, Ole Westergaard, Peter Dahl Hansen, Johnny Hansen, Kasper Hartø, Christan Alsted, Knud W. Petersen, Helle Kristensen, Claus Poulsen, Jørgen Petersen, Christian Vogel, Frederik Diego Hansen, Rene Carl Giese, Tao, Mads Jørgensen, Sebastian, Alexander, Patrick Hansen, Laura, Danny Leisten, Sara Elton Nielsen, Camilla, Mads Elton Nielsen, Mallik Conradsen, Mikkel Thomsen, Thomas Bakmann, Daniel Lund Nielsen, Linda Thomsen, Ruth Hansen, Line Conradsen, Hanne Conradsen, Julian Nielsen, Christian Lyngaard, Peter Linde Nielsen, Nicolas Due Larsen, Kim Pedersen, Poul Søgaard, Lasse Sigdal, Jan Henriksen, Graeme Courte (australier), Vibeke Vøttrup, Helle Jørgensen, Ove Jørgensen, Jan Hansen, Kasper Pedersen, Ben Mørkøre, Dennis Andersen, Morten Jørgensen, Lone Schleimann, Henrik Jensen, Kevin Andersen, Tobias Liebenrau, Jesper Vestermark Køber, Ole John Poulsen, Kim Svensson, Peter Andersen, Anja Nielsen, Patricia Nielsen, Flemming Nielsen, Anne Dorte Jensen, Natascha Nielsen, Linda Jensen, Tine Hjulmand, Nicklas Andersen, Søren Thorbech, Martin Irming, Morten Grahn, Nikoline Grahn, Kim, Jeppe, Mogens Dürr, Anders Lange og Johan Lange (trofaste), Simon Lübecker, Emilio Gonzales, Kasper Thrane, Martin Lopez, Jens Jørgensen, Carl Ove Knudsen, Kaj Hallind, Erling Jensen, Morten Mathiassen, Steen Mathiassen, Jesper Schou, Jasin Christensen, Anders Dreyer, Deniz Yüksel, Christoffer Storm, Anders Frøslev, Anders Persson, Jesper Karlsen, Troels Jensen, Mikkel Storm, Morten Madsen, Jeppe Trier Møller, John Groth, Brian Nehm, Jørgen 'Pibe' Pedersen, Freddy Nehm, Marc Nielsen, Christopher Rude, Jesper Jensen, Søren Dalgaard, Flemming Johansen, Morten Hamms forældre, Frederic Cisar, Mette Tongårr, Kim Hansen, Adda Hansen, Niels Erik van Zeijst, Line Lund, Maria Rasmussen, Claus Christiansen, Jens Anitzau, Noa G. Mollerup, Martin Sommer, Youssef Mohammed, Jacques Christensen, Frits Tarp, Danny Andersen, John Christensen, Kjeld Hjorth, Bo Johansson m. frue (ja, landstræneren), Jon Bremerskov, Poul Erik Petersen, Henrik Jensen, Poul Lysén Raasdal, Erling 'Krølle' Nielsen, Leif Jørgensen, Helge Austbø, Inder Sapna, Torben Sørensen, Kaspas Bøgh Christensen, Gert Madsen, Martin Toft, Michael Petry, Lars Sejersen, Christian Budesgaard, Ole Andersen, Mette Lindholm, Helle Sørensen, Steen Andersen, Van Phong Tran, Søren Steiniche, Nikolaj Friis, Jesper Buhl, Jeppe Kjeldsen, Henrik Friis, Thomas Schultz, Jacob Bjerring, mr. Porker, Kristen Kjelstrup, Mikkel Jensen, Mogens Dürr, Mikael Karlson, Flemming Leth-Olsen, Brian Jensen, Karl Åge Jensen, Bent Frederiksen, Ivan Madsen, Palle Jensen, Steffan Kramer, Karen Thøgersen, Julie Dobrick, Michael Bak, Alan Holmes, Henry Taunø, Tommy Møller, Emil Dieman, Bjarne Dieman, Christopher Dieman, Rune Glerup, Diana Andersen, Jørgen Højlund, Frank Lindgaard, Marianne Moretto, Birgitte Dahl, Kim Dahl, Kirsten Winter, Søren Kristensen, brdr. Thomas og Jesper Bjarkesen, Maria Hansen, William Hansen, Daniel Kolding Andersen, Mejse Kolding Schmidt, Kim Stav Hansen, Niels Madsen, Jørgen Christoffersen, Sussi og Jan Maale, Anders Hebert, Søren Hebbelstrup, Dennis Andersen, Mogens H. Christiansen, Jesper Bluhn, Wolfgang Teltscher, Jens og Jens, Rikke Larsen (Silkeborg-tilhænger), Per Honda, Erling Haarder, Flyver Kaj, Erik Karlsen, Jørgen Sørensen, Burhan Pala, Balut Bozkart, Ramazan Bozkart, Jette og Peter Pedersen, Kenneth Herrstedt, Mia Jonasson, Jacob von Eyben, Pave Mikael Guller Grønvall Petersen, Benny Nelum, Kurt Nelum, Michael, Lars, Brian, Theis, Toke, Michael, tolv bolddrenge, en speaker, adskillige kontrollører, to pølsemænd samt statuerne Skraberen, Spydbæreren, Damoxenos og Kregas.