Superliga

AaB afviser Helenius' bejlere

AaB har fået henvendelser på topscorer Nicklas Helenius, men ingen af dem lever på nogen måde op til nordjydernes krav.

AaBs 20-årige topscorer, Nicklas Helenius, er en varm transferkartoffel, der blot har nærmet sig kogepunktet endnu mere efter præstationen og scoringen mod FC København i søndags .

U/21-landsholdsangriberen er på blokken flere steder i Europa, men især i hollandske Roda er der sat den ene streg efter den anden under det nordjyske efternavn. Klubben ser Helenius som den perfekte afløser for en anden dansker, Mads Junker, og et regulært bud synes ikke langt væk.

Læs også: Nicklas Helenius kan afløse Junker i Roda

Rodas tekniske direktør, Gerard Wielaerts, må imidlertid hellere sende et fornuftigt bud afsted til Aalborg. Her har man nemlig på ingen måde tænkt sig at lade guldfuglen flyve for småpenge.

- Hvis folk tror, vi vil sælge vores unge stjerneangriber for ingen penge, ja så kan de glemme det, fastslår AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen overfor tipsbladet.dk.

Han har modtaget henvendelser fra flere udenlandske klubber, men med mindre der kommer mere guld i posen, bliver den kliniske afslutter hvor han er.

- Vi kan holde på Nicklas, hvis vi vil. Og hvis henvendelserne er af den type, de har været indtil videre, spiller han også i Aalborg i næste sæson, bedyrer sportsdirektøren, der indtil nu har rystet på hovedet de gange en udenlandsk klub har forespurgt på den unge AaB-angriber.

- Jeg har ikke fået nogen konkrete bud, men jeg har fået lidt prikkerier, og dem har jeg afvist. De var simpelthen ikke gode nok, fortæller Lynge Jakobsen.

Nicklas Helenius, der efterhånden ligner et af de sikre valg på holdkortet hos AaB-træner Kent Nielsen, har i denne sæson scoret seks gange i 18 Superliga-opgør.