AaB bekræfter: Sælger Spalvis til sommer
Foto: AaB
Superliga

AaB bekræfter: Sælger Spalvis til sommer

Det er nu officielt, at Lukas Spalvis skifter til Lissabon-klubben Sporting.

AaB har netop meddelt, at topscorer Lukas Spalvis til sommer skifter til portugisiske Sporting fra Lissabon. 

Sportsdirektør Allan Gaarde er tilfreds med salget af den 21-årige angriber.

- Vi er stolte af at sælge Lukas til en kæmpe klub som Sporting Lissabon, og æren for Lukas’ salg skal udover at gå til ham selv også dedikeres vores trænerteam omkring Alka Superligaen og vores dygtige talentarbejde. Lukas viste allerede potentiale på vores U/19 Liga-hold, men siden han blev senior, har han udviklet sig med stormskridt. Først og fremmest er Lukas en notorisk målscorer, men han er også en både klog og arbejdsom fodboldspiller, siger Allan Gaarde i en pressemeddelelse.

Gaarde fremhæver ligeledes Spalvis' evne til at rejse sig efter en hård skadesperiode i 2014.

- Det har ikke mindst været imponerende at følge Lukas’ tilbagevenden efter korsbåndsskaden i august 2014, og i det seneste efterår var han jo nærmest ustoppelig; det er bemærkelsesværdigt, hvor forskellige mål Lukas laver med både venstrebenet, højrebenet og hovedet, siger Allan Gaarde, der glæder sig over, at Spalvis også er i AaB i foråret.

- I det forgangne transfervindue var det en åbenlys prioritet for os at beholde Lukas indtil sommer, og vi glæder os over at kunne nyde godt af hans færdigheder i fire måneder endnu.

Det forlyder, at AaB modtager omkring 12 millioner kroner for Lukas Spalvis.