Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-chef freder træneren efter forfærdelig afslutning

AaB fik i efterårets sidste kamp klø af formsvage AC Horsens, og selvom skuffelsen er massiv, er der ingen grund til at fyre cheftræner Lars Søndergaard, vurderer sportschefen.

AaB har haft et noget svingende efterår i Alka Superligaen. Klubben har konstant været efter ambitionerne om top seks, og med manglende skarphed på store chancer så det i en periode rigtig svært ud for nordjyderne. På det seneste er skuden dog blevet vendt, men i efterårets sidste kamp blev AaB-holdet hamret tilbage. Her tabte nordjyderne nemlig med hele 3-0 ude til formsvage AC Horsens. 

Et resultat der skabte dybe panderynker på ny i spillertruppen, mens også sportschef Allan Gaarde var en skuffet herre: 

- Det var meget skuffende. Vi havde ellers fået vendt skuden. Hele efteråret har vi lignet et hold, der hang sammen, selvom der også har været mange op- og nedture, men det gjorde vi ikke i aften. Efteråret har været lidt ujævnt, men vi var udmærket klar over, at det kunne være en risiko, fordi vi er ved at spille et nyt AaB-hold ind. Vi lavede jo et generationsskifte i sommer, men vi havde alligevel ikke håbet på et punktum som dette, siger Allan Gaarde til Nordjyske.

Flere fans har gennem efteråret luftet utilfredsheden med træner Lars Søndergaard, men han er ifølge sportschefen fredet: 

- Vi er sikre på, at Lars er den rigtige mand. I AaB er det en holdindsats med et trænerteam, så det handler ikke kun om Lars, og vi er grundlæggende godt tilfredse med deres arbejde, udtaler Gaarde.

AaB slutter efteråret af på ottendepladsen - et points efter netop AC Horsens og fire points efter SønderjyskE og top seks.