AaB forlænger med offensiv succeshistorie
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AaB forlænger med offensiv succeshistorie

Rasmus Thellufsen har fået en ny aftale med AaB, så han er i den nordjyske klub frem til 31. december 2020.

Han scorede fire gange i pokalkampen mod Silkeborg IF, og i det hele taget har den kun 20-årige AaB'er Rasmus Thellufsen leveret fremragende for AaB i foråret.

Og det bliver han nu belønnet for.

Kantspilleren, der også kan spille i angrebet, har nemlig fået en ny kontrakt med klubben, så han er at finde i AaB frem til 31. december 2020.

- Som spiller har Rasmus en god base. Han er spilintelligent, han er teknisk dygtig og udfordrende og driblestærk mand mod mand, og så er han lidt usædvanligt for den type spiller også ekstremt hårdtarbejdende, siger Allan Gaarde i en pressemeddelelse og forklarer:

- Derfor er vi selvfølgelig glade for at en forlængelse - i lighed med Magnus Christensen og Joakim Mæhle fra samme kuld - er kommet på plads, og vi ser Rasmus Thellufsen som en spiller med et kæmpe potentiale.

Ramus Thellufsen er også ganske godt tilfreds med at have skrevet en ny aftale med AaB. En aftale, der formentlig giver ham en pæn lønforhøjelse.

- Det er en drengedrøm for mig at lave en lang aftale med AaB, og det er noget, jeg har arbejdet hårdt for siden sommer.

- Forlængelsen betyder, at jeg nu har god tid tid at fortsætte min udvikling og bygge på, og det betyder selvfølgelig meget for mig, at AaB tror på mig.

- For mig gælder det nu om sammen med holdet, truppen og staben at tage næste step, og det er der heldigvis en masse gode og dygtige mennesker i klubben, der kan hjælpe mig med, siger Rasmus Thellufsen.