AaB henter ny assistenttræner fra egne rækker
Superliga

AaB henter ny assistenttræner fra egne rækker

Jacob Friis rykkes op fra U/19-træner til assistent i førsteholdstruppen i AaB.

Det var egentlig meningen, at Jacob Friis først til sommer skulle være en del af trænerteamet omkring AaB's førstehold. Men på grund af Allan Kuhns skifte til Malmö FF har klubben nu fremskyndet den forskydning.

Dermed rykker Jacob Friis med øjeblikkelig virkning op som assistenttræner for førsteholdet, fortæller AaB på klubbens hjemmeside.

- Jacob Friis er en dygtig fyr, og som U/19-Ligatræner i AaB har Jacob trænet samtlige årgange siden årgang 1991, og han har uden tvivl en stor aktie i den succes, som disse talentfulde spillere har haft i AaB’s førsteholdstrup, siger sportsdirektør Allan Gaarde.

- Vi har ikke besluttet, om staben skal tilføres yderligere en assistenttræner, men vi ser frem til, at Jacob Friis allerede nu vil indgå i den fodboldfaglige del af trænerteamet sammen med cheftræner Lars Søndergaard, målmandstræner Poul Buus og udviklingschef Poul Erik Andreasen.

Jacob Friis har siden i sommer været inde omkring truppen til enkelte træninger, men bliver altså nu en permanent del af hverdagen for Superliga-mandskabet. Han er glad for, at han får mulighed for at komme så langt op i hierarkiet i sin barndomsklub.

- Det er med stort vemod, at jeg allerede nu siger farvel til rollen som cheftræner for U/19 Ligaholdet. Når det er sagt, så er jeg selvfølgelig glad for, at jeg kan tage mit næste step i min udvikling som træner i den klub, som jeg har været en del af, siden jeg var fire år, og jeg ser frem til at arbejde endnu tættere sammen med Superligaspillerne og hele trænerstaben og forhåbentlig bidrage til, at vi sammen får løftet vores klub endnu mere, siger Jacob Friis.