AaB-komet: En overraskelse for mig og AaB
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

AaB-komet: En overraskelse for mig og AaB

Frederik Børsting glæder sig over sin succes i AaB.

Den stadig spæde forårssæson i Superligaen har budt på et nyt opmærksomhedskrævende navn i Superligaen. Det er ikke, fordi Frederik Børsting selv har store armbevægelser, men den unge nordjyde har gjort det godt i begge de kampe, han har fået fra start i AaB i dette forår.

Allerede i efteråret var han inde at snuse til startopstillingen i AaB, hvor det blev til otte starpladser, men dette forår er blevet indledt med to gange fuld tid og senest en smuk scoring i 3-1-sejren over Esbjerg i mandags.

20-årige Frederik Børsting glæder sig over succesen.

- Det betyder meget, for så kan jeg udvikle mig mere som spiller. Kent Nielsen har tillid til mig, og nu skal jeg give noget tilbage. Det er vigtigt at spille kampe, for på den måde kan jeg spille mig ind og vænne mig til det hele. Det udvikler mig meget, siger Frederik Børsting til tipsbladet.dk.

Han indrømmer, at den megen spilletid kommer bag på ham.

- Jeg havde ikke regnet med det, og jeg havde ikke turdet håbe på det. Jeg tror også, at det har været mere end, hvad AaB havde håbet og regnet med. Det er en overraskelse for både mig og AaB, siger Frederik Børsting.

Det er under et år siden, at han i sommer blev rykket op i Superliga-truppen, og han glæder sig over, at han har bidt sig fast.

- Det har handlet om at gribe chancen, når jeg har fået den. Jeg var allerede med i anden spillerunde mod FC Midtjylland. Det har været hårdt arbejde, men også held. Klubben hentede i sommer nogle nye spillere, som måske ikke var helt klar til at spille, og så fik vi unge chancen. Det har handlet om at gribe chancen, arbejde hårdt og lære af de erfarne spillere, siger Børsting, der nu satser på at gå i fodsporene på folk som Lucas Andersen, Kasper Kusk og Nicklas Helenius, der tidligere er gået fra klubbens talentafdeling til et gennembrud i Superligaen.

- Det er helt klart målet. Jeg vil gerne nå så langt som muligt, men jeg tager et skridt ad gangen og blive ved med at udvikle mig. Jeg vil gerne have masser af spilletid og forsøge at få et gennembrud i Superligaen. Mit næste mål er at være fast starter, og så skal jeg byde ind med noget mere offensivt. Jeg vil gerne mere med i den afgørende fase af spillet og levere nogle uventede ting, siger  han.

Først og fremmest handler det dog om at holde pladsen i startopstillingen.

- Jeg skal fortsætte i den rigtige retning. Min kurve går opad, og det skal den gerne fortsætte med. Jeg vil gerne score flere mål, for det er altid en dejlig følelse, og så skal jeg hjælpe holdet offensivt og defensivt, så vi kan komme i top fire og kvalificere os til europæisk fodbold i næste sæson, siger Frederik Børsting.