Video : Tipsbladet
Superliga

AaB: Nicolaj Thomsen er altid velkommen

AaB's sportsdirektør Allan Gaarde fastslår, at Nicolaj Thomsen altid vil være velkommen i sin barndomsklub.

Nicolaj Thomsen kan være på vej tilbage til dansk fodbold efter kun et halvt år i franske FC Nantes. Onsdag skriver flere medier i Frankrig, at FC København vil have den 23-årige offensivspiller, og ledelsen i Nantes bekræfter, at der forhandles med de danske mestre.

Nicolaj Thomsen er født i Skagen og meldte sig ind i AaB allerede som helt ung. Det var således også i den nordjyske klub, at Thomsen for alvor udviklede sig til en profil i Superligaen og landsholdsaktuel for Danmark.

Derfor er der med garanti også mange nordjyske fodboldfans, der håber, at Nicolaj Thomsen vælger AaB, hvis han vender hjem til dansk fodbold, og døren står altid på klem for ham i barndomsklubben.

- Thomsen er altid interessant, men vi har gode spillere på hans position, og det er jo ikke længe siden, at han forlod Danmark. Vi vil dog altid byde Nicolaj velkommen her i AaB. Det kan ikke være anderledes med den historik, vi har sammen, siger sportsdirektør Allan Gaarde til tipsbladet.dk.

Nicolaj Thomsen står noteret for 151 kampe og 19 mål for AaB. Han fik debut for nordjyderne i april 2012 i en Superliga-kamp mod FC Midtjylland.

Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nicolaj Thomsen og hans agent Søren Barslund.