AaB-profil: En vanvittig sæson

Op og ned - og op igen. AaB har på ingen måde været stabile dette efterår, men alligevel er nordjyderne nummer tre kort før vinterpausen.

AaB har oplevet en rutsjebanetur af rang i denne sæson. Nordjyderne startede sæsonen fremragende med 14 point i de første syv kampe, men så kom nedturen. Perioden fra midten af september til midten af oktober var hård ved de bolchestribede, der i fem kampe blot fik skrabet et enkelt, sølle point sammen.

Læs også: Augu vil slå gammel målrekord

Nedturen sendte Kent Nielsens tropper i firt fald mod Superligaens bund, men dét fald blev stoppede brat for en måned siden. AaB begyndte at vinde igen, og i de seneste fire opgør har nordjyderne vundet de tre og spillet en enkelt uafgjort med ti point til følge. Ti point, der har katapulteret holdet helt op på tredjepladsen.

- Det har været fuldstændig vanvittigt. Vi havde en god periode i starten af sæsonen, og så blev der snakket Europa Cup-deltagelse og det hele. Så kom vi ind i en resultatmæssigt dårlig periode, og så var det lige pludselig Lyngby og nedrykningsstregen, vi skulle koncentrere os om, ifølge pressen. Nu er det igen Europa Cup og medaljer, siger AaBs midtbanespiller Thomas Augustinussen til tipsbladet.dk.

AaB har svinget enormt meget resultatmæssigt og har haft to gode og en dårlig periode. Andre hold har oplevet det samme i en sæson, der er mere tæt ned længe set i midten af tabellen.

- Kampe mellem hold fra nummer to til nummer otte i tabellen kan gå til hvad side det skal være. Alle hold har oplevet svingninger, bedyrer Thomas Augustinussen, der ser en vis charme i den tætte og uforudsigelige Superliga-sæson.

- Hvis man som hold kommer ind i en god periode, kan man tage nogle gevaldige skridt op i tabellen og spille med der hvor det er rigtig sjovt. Det er en rigtig god motivationsfaktor, fastslår midtbanespilleren.

Thomas Augustinussen har haft sin del af aktierne i AaBs gode periode den seneste måneds tid. Han har markeret sig med godt spil på midtbanen, mens han samtidig har scoret i nordjydernes to seneste kampe.

Seneste nyt på tipsbladet.dk