AaB-profil: Vi har spillet lidt som holdet der vandt 'The Double'
Foto: Rune Aarestrup Pedersen/Polfoto
Superliga

AaB-profil: Vi har spillet lidt som holdet der vandt 'The Double'

4-1 over Brøndby og senest 5-0 over SønderjyskE. På nogle punkter har AaB spillet som det hold, der vandt både Superligaen og DBU Pokalen for et par sæsoner siden.

Det er kun lidt over et år siden, at de bolsjestribede AaB-trøjer badede i champagne og vinderøl. Klubben havde på under en måned vundet først pokalturneringen og siden Alka Superligaen, og Aalborg-klubben havde gjort det med suverænt offensivt spil, der især i foråret ramte et uhørt højt niveau. Flere gange direkte ydmygede offensiven med Kasper Kusk, Nicolaj Thomsen og Lukas Spalvis modstanderne.

Mens det virker som noget tid siden, at AaB kunne lade sig tiljuble, så har der allerede i denne sæson været tegn til, at mesterskabsspillet ikke er så langt væk. Midt i september vandt AaB med 4-1 hjemme over Brøndby, og i starten af oktober var det så SønderjyskE, der blev sendt hjem med en lussing. 5-0 lød cifrene.

Hvis man efter 11 kampe sammenligner AaB-holdet nu med det, der dengang tog 'The Double', er der faktisk kun to points forskel. I denne sæson har AaB 16 point, mens AaB-holdet dengang havde 18 point. Derfor spurgte vi en af AaB-profilerne, om man kan sammenligne de to hold.

- Har vi kun to point mindre end dengang? Okay, det var jeg faktisk ikke klar over, siger offensivprofilen Nicolaj Thomsen i første omgang til tipsbladet.dk.

- Når vi er bedst, spiller vi underholdende fodbold, og ja, det er nok fodbold, som minder en del om sæsonen, hvor vi vandt mesterskabet og pokalen. Jeg synes forskellen har været, at vi så i den efterfølgende kamp denne sæson har været knap så gode.

- Vi har smidt nogle point i kampe, hvor det ikke har været nødvendigt. Kampe, hvor vi føler, vi skulle have vundet. Og de kampe skal vi vinde, hvis vi skal være med helt i toppen, siger Nicolaj Thomsen.

Forskellen på AaB i 2013/2014 og denne sæson er måske ikke så markant på banen, men der er alligevel sket en del. Spillere er solgt, og nye er kommet ind, ligesom der i sommer var trænerskifte. Dengang var Kent Nielsen træner, og nu er det Lars Søndergaards tur. Kasper Kusk, der blev kåret til forårets profil i Superligaen er i FC København, og Rasmus Thelander, der næsten på egen hånd afgjorde pokalfinalen, er i græske Panathinaikos.

Alligevel er der god tro på, at AaB i denne sæson kan lege med, hvor det er sjovt. Også selv om det ikke bliver sagt højt.

- I første omgang handler det om, at vi skal bygge videre på vores seneste kampe og have så mange point som muligt i det her efterår. Der kommer til at være kampe, hvor vi ikke spiller så godt, der handler det om effektivitet foran mål og point. Vi skal have point, selv om vi ikke spillet godt. Der har vi måske ikke helt være gode nok indtil videre.

Kommer vi til at se et AaB-hold, der som i 2013/2014 igen leger med helt i toppen?

- Det kunne vi da alle godt tænke os, og vi har jo prøvet det før, så vi ved, hvad det kræver. Vi skal blive mere stabile og levere stabile præstationer, siger Nicolaj Thomsen.

AaB er øjeblikkeligt nummer fem i Superligaen med 16 point - otte efter FC Midtjylland, der fører Superligaen. Næste opgave er en tur til Esbjerg mandag aften.