Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-profil: Vi skal glæde os - ikke være nervøse

Jakob Ahlmann fastslår, at han håber, de mange unge spillere i AaB vælger at glæde sig til skæbnekampen mod Viborg FF frem for at blive nervøse.

Der er hverken brug for kugleramme, lommeregner eller formler, når det gælder AaB's kommende kamp mod Viborg FF.

Nordjyderne er tvunget til at vinde søndagens udekamp, hvis holdet skal gøre sig forhåbninger om at komme med i medaljeslutspillet, og så skal Morten Wieghorsts mandskab håbe på hjælp fra Haderslev, hvor SønderjyskE skal tage point fra Randers FC.

AaB's venstre back, Jakob Ahlmann, kan godt mærke, at der står noget særligt på spil søndag eftermiddag i Viborg.

- Vores opladning er som sådan ikke anderledes end til så mange andre kampe, men selvfølgelig er det da en kamp, hvor der er rigtig meget på spil. Vi ved, at vi skal vinde, hvis vi vil i top seks, og så må vi bare håbe, at SønderjyskE giver os den sidste hjælpende hånd. Det er en kamp med lidt ekstra krydderi, og vi er jo kommet lidt fra baghjul, siger Ahlmann til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Vi kommer til at være en del på bolden, mens Viborg vil stå afventende. Det bliver en kamp, der kommer til at minde mere om den, vi spillede mod OB, end vores seneste mod FC Midtjylland. OB stod også og lurede, og så slagtede de os, når vi begik fejl. Det skal vi selvfølgelig undgå mod Viborg, hvor vi også skal vise mere kvalitet i offensiven. 

AaB har som bekendt en ung trup med mange uprøvede spillere, og særligt for dem kan nerverne muligvis spille et puds inden Viborg-kampen. Som en af de rutinerede forsøger Ahlmann at sende de unge AaB-spillere et andet budskab.

- Der er en del på spil i og med, at vi har brug for de her point. Jeg håber, at vores unge spillere glæder sig i stedet for at blive nervøse. Det er de her kampe, der er fede at spille, og som er ekstra specielle at være med til, fastslår AaB-backen.

AaB har i samarbejde med sponsoren Spar Nord købt samtlige billetter til udebaneafsnittet i Viborg, og værterne fra domkirkebyen har stillet ekstra kapacitet til rådighed, så der kommer til at være rigtig mange AaB-fans i Viborg.

- Det er fedt, at vi kan se frem til stor opbakning. Det bliver stort, at vi kommer til at dominere lydbilledet i en udekamp, og så er det altid fedest som fodboldspiller at være med i kampe, hvor der er folk på lægterne. Det gør også, at man som spiller ekstra gerne vil give noget den anden vej, siger Jakob Ahlmann.

Der er kampstart søndag klokken 17.00.