AaB-svensker: Snart tilbage på topniveau
Superliga

AaB-svensker: Snart tilbage på topniveau

Rasmus Jönsson mener, at han er på vej tilbage i god form efter en hård sæson med operation, genoptræning og blandet spilletid for AaB.

AaB's Rasmus Jönsson blev sidste sommer opereret for en lyskeskade, og derfor sad han udenfor i hele efteråret, som stod på genoptræning.
 
Men i foråret er han igen vendt tilbage på græsset, hvor svenskeren næsten har fået tid på banen i alle AaB's kampe.
 
Selvom spilletiden har været tilstede, har formen dog ikke være helt i top endnu. Men det går den rigtige vej, mener spilleren selv.
 
- Jeg troede, det ville gå hurtigere med at ramme de 100 procent igen, men der har jeg ikke været endnu. Det har været lidt frustrerende, men jeg må bare erkende, at det tager rigtig lang tid at komme tilbage, når man har siddet ude i 10 måneder.
 
- I de seneste uger synes jeg, at det er gået markant fremad. Kroppen reagerer positivt på den øgede belastning, og jeg havde ingen problemer med at spille 90 minutter i den her reservekamp. Så jeg føler mig sikker på, at jeg nok skal ramme mit topniveau snart igen, siger Rasmus Jönsson til nordjyske.dk.