AaB tester divisionsbomber
Illustration
Superliga

AaB tester divisionsbomber

Helsingør-angriberen Jonathan Nielsen tager til Aalborg torsdag for at prøve kræfter med AaB's Superligatrup.

Nicklas Helenius har forladt AaB til fordel for Aston Villa, og nu er den nordjyske klub på jagt efter en ny angriber. 

Den nordjyske klub er blevet sat i forbindelse med flere kendte angribere, men det kan også blive en mere ukendt skikkelse, der havner hos sidste sæsons nummer fem i Superligaen. Der er tale om Helsingør-angriberen Jonathan Nielsen, der torsdag tager til Aalborg for at besøge AaB.

- Jeg er blevet inviteret op til AaB i slutningen af denne uge for at se på forholdene og træne med Superligaholdet. Det er sindsygt spændende, og jeg er meget stolt over at få tilbuddet. Det er en stor cadeau i sig selv, uanset hvad der så kommer til at ske, siger angriberen til Helsingør Dagblad.

22-årige Jonathan Nielsen er en sand målsluger. I den netop afsluttede sæson i 2. division scorede han hele 22 mål for Helsingør, som sluttede på andenpladsen i tabellen og dermed glippede oprykning. 

Ifølge Helsingør Dagblad var AaB-træner Kent Nielsen på plads på tilskuerpladserne til sæsonens sidste kamp og så dermed Jonathan Nielsen i aktion. Nu er angriberen inviteret til Aalborg, hvor han skal være fra torsdag til og med lørdag. Han håber at slå til.

- Det skal da helt sikkert prøves. Nu skal jeg bare op og give den fuld skrald, og så må vi se. Det kan da godt være, at niveauet er for højt, men så ved jeg, hvad jeg skal gå efter, og så må jeg bare arbejde endnu hårdere for at nå mine mål. Jeg vil gerne være fuldtidsprofessionel, siger Jonathan Nielsen. 

AaB er dog ikke ene om at interessere sig for Jonathan Nielsen. Ifølge Helsingør Dagblad er der også bud efter angriberen fra en unavngiven 1. divisionsklub.