AaB: Tillykke til Allan Kuhn og Malmø
Foto: Malmö FF
Superliga

AaB: Tillykke til Allan Kuhn og Malmø

Meget, meget overraskende har Allan Kuhn landet et af de mest attraktive job i Skandinavien, hvor han skal være cheftræner for Malmö FF.

Allan Kuhn blev klokken 13.00 præsenteret som ny cheftræner for Malmö FF, og det var mildest talt en overraskelse af de store. Ingen havde forudset, at det ville blive Allan Kuhn, der ville få jobbet, men det gjorde det, og nu er han klar til nye opgaver.

Han forlader dermed AaB, hvor han af flere omgange har været assistent, ligesom han havde en kortere periode som træner for klubben. Og det er en taknemmelig dansk klub, der ønsker Kuhn held og lykke med det nye skridt i karrieren.

- Alle ved, hvor stor pris vi sætter på Allan Kuhn, og vi er kede af at miste ham, men omvendt har vi heller ikke ønsket at stå i vejen for ham. Kuhn er en dygtig træner, der blandt andet med sin passion og sit humør har bidraget stærkt til fællesskabet i AaB, og samtidig har Allan i sammenlagt mere end ti år været en fantastisk ambassadør for vores klub, siger Allan Gaarde til klubbens hjemmeside.

- Derfor ønsker vi selvfølgelig Kuhn tillykke og al mulig held og lykke med sin nye udfordring, men som jeg ofte har hørt netop Allan sige, 'så rejser AaB sig altid, AaB klarer sig altid'.

Allan Kuhn har altså fået en unik mulighed for at træne en af de store klubber i Skandinavien. Noget, han ikke kunne sige nej til. Kuhn havde halvandet år tilbage af sin aftale med AaB, og derfor har Malmö FF betalt en lille sum penge for at få Kuhn til klubben.