Video : Tipsbladet
Superliga

AaB-træner mangler forstærkninger: Hellere i dag end i morgen

Mandag genoptog AaB træningen forud for den kommende sæson, men uden ret mange nye ansigter. Cheftræner Morten Wieghorst håber, at de snart kommer.

Langt de fleste Superliga-hold genoptager i denne uge træningen frem mod den sæson, der begynder om en måneds tid. Det gælder også AaB, der mandag var tilbage på græs, men uden de ønskede forstærkninger.

De eneste nye ansigter var målmanden Michael Lansing, der er kommet til fra Vejle Boldklub, og de to forsvarere Nikolaj Lyngø og Mathias Andersen, der netop er blevet rykket op fra U19-holdet.

Til gengæld har holdet mistet Thomas Enevoldsen, Joakim Mæhle og Morten Rokkedal, så det er nærmere svækket end forstærket sammenlignet med slutningen på sidste sæson. Står det til cheftræner Morten Wieghorst, så må de forventede forstærkninger gerne snart indfinde sig.

- Jeg er ikke bekymret, for der skal nok komme nye spillere. Vi skal finde de rigtige - i forhold til den stil, og det tager nogle gange lidt længere tid. Men selvfølgelig vil jeg hellere have de nye spillere i dag end i morgen, for opstarten er relativ kort, siger han til Nordjyske.

Wieghorst og resten af AaB-mandskabet åbner den nye Superliga-sæson lørdag den 15. juli med sæsonens på papiret sværeste kamp. De møder nemlig mestrene FC København i Parken.