AaB-træner: Meget har forstyrret Spalvis
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

AaB-træner: Meget har forstyrret Spalvis

Superliga-topscorer Lukas Spalvis scorede ikke i træningskampene, og snakken har gået på, om han bare skal have foråret til at gå. Men det afviser træner Lars Søndergaard, der har en forklaring.

AaB's offensiv var flyvende sidst i efteråret, hvor de to angribere Lukas Spalvis og Thomas Enevoldsen scorede mål efter behag, men i forårets to første kampe har AaB blot scoret én gang, og nu venter FC København på udebane søndag.

Målet blev sat ind af Lukas Spalvis mod FC Midtjylland, hvor AaB fik 1-1, men ellers er det ikke meget, man har set til Superligaens topscorer, der til sommer skifter til den portugisiske klub Sporting.

Spalvis har der været sagt og skrevet meget om, og der har været sat spørgsmålstegn ved, om han har gidet dette forår med AaB - i hvert fald i medierne. Og det har været brænde på bålet, at Spalvis ikke har scoret i testkampene, angiveligt har været sløj i træning og er blevet udskiftet i begge AaB's kampe denne sæson.

Men klubbens træner Lars Søndergaard tager sin topscorer i forsvar.

- Han havde en lidt dårlig opstart. Det er korrekt. Men vi taler om en 21-årig ung mand, der var i diskussion om en kontrakt med en stor klub. Og det er nok ikke små penge, vi taler om her. Selvfølgelig har det fyldt meget hos ham.

- Og så blev han skadet på træningslejren og missede et par kampe med sygdom, så det var i det hele taget snert, om han kunne spille FCM-kampen. Der er forbedringspotentiale fysisk, og det er også derfor, han er blevet udskiftet i kampe. Men han er så stor en måltyv, at han bare skal have en chance, siger Lars Søndergaard til tipsbladet.dk.

Søndergaard er generelt træt af snakken om, at Spalvis angiveligt skal have trænet skidt.

- Han har jo ikke trænet godt, i og med at han ikke har været på træningsbanen. Han har haft skader, og han har skullet forholde sig til en kontrakt. Og jeg går ikke ud fra, at det er en løn på 1.000 kroner, vi snakker om. Det er ikke en nem beslutning, så er det klart, at fokus er lidt væk fra fodbold. Det er også grunden til, at han ikke har været god på træningsbanen, men jeg synes, det er grebet ud af en sammenhæng, siger AaB-chefen.

Når AaB gæster Telia Parken og FC København på søndag, er Spalvis efter alt at dømme i startopstillingen for AaB, og snakken om dårlig træning kan hurtigt gå i glemmebogen.

- Det forstummer jo, når han scorer. Der er ikke så meget at komme efter. Nu scorede han ikke senest, og så var der fokus på det, men det var jo en kollektiv offday, siger den tidligere SønderjyskE-chef.