AaB-træner: Sporting-skifte har påvirket Spalvis-form
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

AaB-træner: Sporting-skifte har påvirket Spalvis-form

Lukas Spalvis har spillet et skidt forår indtil videre, og Lars Søndergaard fortæller, at angriberen har været en smule påvirket af Sporting-skiftet.

Superliga-topscorer Lukas Spalvis har spillemæssigt været dårlig i foråret, hvor han de seneste par kampe er startet på bænken på grund af den dårlige form.

I stedet har det været unge Jannik Pohl, der har fået spilletid, og han scorede senest, så der er en mulighed for, at Spalvis igen torsdag må tage plads på bænken, når AaB gæster Aahus og AGF.

Lars Søndergaard, der er AaB-træner, fortæller, at skiftet til Sporting til sommer har haft indflydelse på Lukas Spalvis..

- Selvfølgelig har det påvirket ham her i foråret, det er der da vist ikke nogen grund til at prøve at holde hemmeligt, siger Lars Søndergaard til Nordjyske og forklarer:

- Jeg ved ikke, om man kan sige, at det er fordi, han allerede er solgt, at han ikke har været så skarp, men på et eller andet plan har det selvfølgelig haft en indflydelse.

Lukas Spalvis' forrygende efterår startede faktisk i Aarhus, hvor han scorede to gange i AaB's sejr på 3-2 over AGF. Nu kan han så måske kickstarte sin forårssæson med mål i Aarhus.

Indtil videre har Spalvis scoret to gange i foråret for AaB.