AaB vil bryde langvarig Silkeborg-forbandelse
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

AaB vil bryde langvarig Silkeborg-forbandelse

Ikke siden 2007 har AaB vundet i Silkeborg, og det vil klubben rette op på i morgen, hvor man dog må undvære Kenneth Emil Petersen.

Da AaB tog en sen, sen sejr over Esbjerg fB i tirsdags, var det første hjemmebanegevinst mod vestjyderne i næsten syv år. I morgendagens kamp vil de detroniserede danmarksmestre fortsætte med at bryde negative stimer.

Man har således ikke vundet i Silkeborg i mere end otte år. Helt præcist 9. april 2007 var den seneste AaB-sejr, men den er også værd at huske. 6-4 endte det ved den lejlighed, hvor viceanfører Rasmus Würtz scorede kampens første mål.

De samme cifre ender det næppe med i morgen, men mindre kan også gøre det for Kent Nielsen, der gerne vil slutte sæsonen og sin regeringsperiode i Aalborg godt af.

- Vi vil gerne bekræfte os selv i og vise omverdenen, at vi også i denne sæson har været et godt fodboldhold, ligesom det også er vigtigt med en god afslutning som forberedelse til en ny sæson, siger cheftræneren til AaB's hjemmeside.

- På baggrund af vores fortjente sejr i tirsdags mod Esbjerg er vi optimistiske, og vi skal igen præstere på et højt niveau såvel defensivt som i den kreative del af spillet, hvor vi samtidig skal være mere effektive.

Kent Nielsen må dog se bort fra Kenneth Emil Petersen, der var tvivlsom til Esbjerg-kampen, men siden er blevet tilføjet skadeslisten. Derudover sidder forsvarsmakker Rasmus Thelander og de to venstrebacks Jacob Ahlmann og Donny Gorter fortsat ude. Det samme gør Frederik Børsting og Mathias Thrane.