AaB's Thelander-afløser: Esbjerg kommer til at styre kampen
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

AaB's Thelander-afløser: Esbjerg kommer til at styre kampen

Kasper Pedersen vil i Rasmus Thelanders fravær vise, at han fortsat har evnerne til at presse på til en plads på holdet.

AaB møder mandag aften Esbjerg fB i Superligaen, og med Rasmus Thelanders karantæne ligner det, at Kasper Pedersen skal agere stand-in i det centrale forsvar, hvor han skal danne duo med Kenneth Emil Petersen.

Kampen mod EfB kan blive Kasper Pedersens syvende i denne sæson, og han var senest i aktion i december, hvor han fik fuld tid mod OB på udebane. Derfor gælder det for Pedersen om at gøre et solidt indtryk og vise, at han fortsat har evnerne til at presse de to faste midterforsvarere.

Jeg skal ind og tro på, at jeg stadig kan være med. Jeg skal ind og præstere, og så skal vi ind og have point, siger Kasper Pedersen til Nordjyske.

Han forudser en kamp, hvor Esbjerg, der åbnede foråret med en 3-1-sejr over Silkeborg, vil forsøge at overtage initiativet på hjemmebane.

- Jeg tror, Esbjerg vil styre kampen meget. Det skal vi forsøge at forhindre. Det er vigtigt, at vi kan det, for vi er selv bedst, når vi har bolden, siger Kasper Pedersen videre.

Den 22-årige forsvarsspiller har i alt spillet 12 Superliga-kampe for AaB.