Superliga

AB henter Superliga-målmand

Rune Pedersen er ny målmand i Gladsaxe-klubben.

Han har hele 128 Superliga-kampe på CV'et, men siden Rune Pedersen forlod Lyngby ved årsskiftet, har det været småt med spilletid for målmanden.

Rune Pedersen skiftede i januar til FC Nordsjælland på en seks måneder lang aftale, og da den kontrakt udløb 30. juni, har målmanden været på klubjagt.

Den jagt er nu overstået, idet AB har skrevet en kontrakt med den rutinerede målmand. Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.

Rune Pedersen er udset til at være førstemålmand i AB så længe det normale førstevalg Jens Waltorp-Sørensen er skadet.

Den tidligere AGF-, FCK- og OB-målmand har skrevet under på en aftale, der løber frem til nytår.