Abdellaoue på plads i FC København

FC København har præsenteret Mostafa Abdellaoue. Den norske målmaskine har fået en kontrakt frem til sommeren 2016.

FC København har nu lukket handlen med den norske Tippeliga-topscorer Mostafa Abdellaoue. Efter langstrakte forhandlinger med Vålerenga er "Mos" nu blevet præsenteret som ny mand i løveflokken.

- Jeg er stolt over, at jeg fra i dag spiller i den største klub i Skandinavien. Jeg ved, at der er stor konkurrence i truppen, men jeg er overbevist om, at det vil udvikle mig som fodboldspiller at være oppe i mod så mange klasseangribere. Jeg har haft et fantastisk 2011 i norsk fodbold, men jeg glæder mig meget til udfordringen i en ny liga, og det er ingen hemmelighed, at jeg også drømmer om at spille med F.C. København i Champions League, udtaler Mostafa Abdellaoue i en pressemeddelelse.

FC Københavns cheftræner og sportsdirektør, Carsten V. Jensen, er ligeledes glad for klubbens seneste forstærkning.

- Mos har en sjælden god evne til at score mål. Hans bevægelser i feltet er smarte, og han rammer målet oftere end de fleste angribere. Han har således allerede vist sin målfarlighed i den seneste sæson i Tromsø. Nu skal vi først og fremmest hjælpe Mos med at finde sig til rette i København, og så håber vi selvfølgelig, at det også bliver til scoringer i F.C. København, siger Carsten V. Jensen.

Mostafa Abdellaoue har sat sin signatur på en fire og et halvt år lang kontrakt med de danske mestre. Han har fået trøje nummer 7.

 

Afstemning

Hvilken »ny« Superliga-angriber scorer mest i foråret?:

Seneste nyt på tipsbladet.dk