Absalonsen efter Sønderjyskes sikre sejr: Vi rider på den vildeste bølge
Foto: Christer Holte/Polfoto
Superliga

Absalonsen efter Sønderjyskes sikre sejr: Vi rider på den vildeste bølge

Jonas Absalonsen var monsterglad efter sejren på 2-0 over lokalrivalerne fra Esbjerg, og lagde ikke skjul på, at han nyder klubbens situation i fulde drag.

Sønderjyske vandt fredag aften for fjerde i træk i Superligaen, da de tog en 2-0-sejr over Esbjerg og er nu ligaens mest formstærke hold over de seneste fem kampe, hvor de har hentet 13 point. En af holdets profiler, Jonas Absalonsen var efter kampen meget godt tilfreds med, hvordan det kører for holdet.

Det sagde han i et interview med TV3 Sport 1.

- Det er fantastisk. Det er den vildeste bølge, vi rider på i øjeblikket, og det bliver endnu federe for hver sejr, vi får - og endnu sjovere i tabellen, så det er superfedt, lød det med et stort smil fra kind til kind fra Jonas Absalonsen.

Men selvom det blev til en sejr, så var han ikke helt tilfreds med kampens forløb. I hvert fald ikke med begyndelsen.

- De første 20 minutter var vi ikke helt med. Vi kommer ikke særligt godt ud, og Esbjerg har bolden meget og kører lidt rundt med os. Derefter synes jeg, at vi sætter os på spillet og kommer fortjent foran 1-0. Derefter er vi i kontrol og kører den sikkert hjem, forklarer Absalonsen.

Sønderjyske er nu på andenpladsen med fire point op til FC København, der spiller senere i denne runde, når de møder OB på udebane søndag. Bag Sønderjyske er AaB seks point efter og FCM syv point. Begge hold er ligesom FCK én kamp bagud.