AC Horsens-angriber hasteindkaldt til Islands landshold
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

AC Horsens-angriber hasteindkaldt til Islands landshold

Angriberen Kjartan Finnbogason er i al hast blevet indkaldt til Islands landshold.

AC Horsens-angriberen Kjartan Finnbogason var i første omgang ikke udtaget til Islands landskampe mod Tyrkiet og Kosovo, men nu har han i al hast alligevel fået besked på at støde til den islandske lejr.

Island møder Tyrkiet i aften, og det bliver uden Kjartan Finnbogason på banen, men han kan komme i spil til Kosovo-kampen.

- Landstræneren ringede og indkaldte mig i går, og det skyldes blandt andet, at vi har otte spillere i karantænefare, når vi møder Tyrkiet i aften. Jeg flyver i eftermiddag, og i morgen er der træning for dem, der ikke spiller i aften, fortæller Kjartan Finnbogason til AC Horsens' hjemmeside og tilføjer:

- Det islandske landshold har gjort det sindssygt godt i en lang periode, og vi ligger på en delt førsteplads i puljen sammen med Kroatien, så landstræneren har ikke set nogen grund til at ændre så meget. Vi har sindssygt gode spillere på alle positioner, og det er stort at være en del af det. Det har vel aldrig været sværere at blive udtaget end lige i øjeblikket

Kjartan Finnbogason var også udtaget, da Island tidligere i kvalifikationen mødte Kosovo, og efterfølgende startede han inde i venskabskampen mod Irland.

På det islandske landshold er i forvejen Superliga-spillerne Hjörtur Hermannsson, Hannes Halldorsson og Runar Alex Runarson.