Adigun Salami vil blive i FC Midtjylland

FC Midtjyllands Adigun Salami har kontraktudløb til sommer. Men den defensive midtbanefighter vil blive på den jyske hede.

Nigerianske Adigun Salami er et af fire etablerede FC Midtjylland-navne, der endnu ikke ved, hvorvidt de også optræder i den sorte dragt i næste sæson. Sammen med Jonas Borring, Martin Albrechtsen og Kristian Ipsa har midtbanespilleren kontraktudløb den 30. juni.

Salami, der for år tilbage var et af europæisk fodbolds mest interessante midtbanetalenter, ved dog godt, hvad han vil. Tidligere har den 23-årige nigerianer ytret ønske om at prøve kræfter med en ny klub, men nu har han tænkt sig om endnu engang og ændret mening. Han ønsker at blive i FC Midtjylland.

- Hvis FC Midtjylland vil forlænge min kontrakt, er jeg klar til at blive, fortæller Adigun Salami til tipsbladet.dk.

Midtbanespilleren fastslår, at han forsøger at være rolig omkring fremtiden, og det har han formentlig god grund til. Han har nemlig indledt dialog med "Ulvene" om en ny kontrakt.

- Vi har haft en snak, og vi skal have en til. Jeg håber på, at have styr på min fremtid om en måneds tid, bedyrer Salami.

Adigun Salalmi, der som bare 18-årig debuterede for FC Midtjylland, har i denne sæson stået i skyggen af landsmanden Izunna på holdets defensive midtbane. Han står derfor blot noteret for ni kampe - de tre af dem fra start.

Seneste nyt på tipsbladet.dk