Superliga

Adu: Holder mig klar

Freddy Adu venter på afklaring i sin fodboldkarriere efter opholdet i Randers.

Den amerikanske forward Freddy Adu trænede i slutningen af november og begyndelsen af december med i Randers FC, der efter aftale mellem Adus agent Richard Motzkin og Randers' talentspejder Peter Christiansen lod amerikaneren træne med og spille i kronjydernes reserveholdskampe.

Freddy Adu er rejst hjem til Washington, hvor Adu boede med sin familie i teenageårene, hvor angriberen forsøger at holde sig klar til at spille fodbold.

- Håber alle har det godt. Træner og styrketræner. Er nødt til at holde mig klar hele tiden, skriver Freddy Adu på sin Twitter-profil.

På Twitter har Adu for nylig også skrevet hilsner til Philadelphia Eagles' quarterback Michael Vick og til Dallas Cowboys forsvarsspiller Roy Williams, der fungerede som mentor for Adu i midten af sidste årti, hvor Adu tog hul på sin professionelle karriere.

Men fodboldfremtiden er endnu uvis for Adu. Hans græske klub Aris, der har en lejeaftale med ham indtil juni, forsøger aktivt med hjælp fra det græske fodboldforbund og FIFA at komme ud af kontrakten med amerikaneren, der efter alt at dømme heller ikke har en fremtid i Benfica, hvor amerikaneren også har kontraktudløb 30. juni.

Randers FC har understreget, at det ikke kan komme på tale at give Adu en kontrakt, og det er uvist, hvad der skal ske i stedet.

- På det nuværende tidspunkt diskuterer Freddy og jeg hans situation, og vi vil træffe en beslutning inden længe, lyder det fra Freddy Adus agent Richard Motzkin i en email til tipsbladet.dk.

Freddy Adu har ikke kommenteret på sin fremtid under opholdet i Randers ud over umiddelbart efter en reserveholdskamp mod Viborg, hvor amerikaneren gav udtryk for, at der var særdeles koldt.