Ærlig Lyngby-kaptajn: Vi står som en bokser der bare tager imod
Foto: Getty Images
Superliga

Ærlig Lyngby-kaptajn: Vi står som en bokser der bare tager imod

Lyngbys anfører Thomas Sørensen var bestemt ikke tilfreds med den måde, som holdet klarede sig mod OB søndag eftermiddag.

Lyngby fik hevet et 1-1-resultat hjem mod OB søndag eftermiddag i et opgør, hvor de blåklædte vist skulle være meget glade for, at det ikke endte med et nederlag. Sådan oplevede Lyngbys anfører Thomas Sørensen også kampen.

Det gjorde han klart i et interview med Eurosport 2 umiddelbart efter opgøret.

- Jeg tror ikke, at vi skal være utilfredse. Det er ikke en specielt god anden halvleg, vi spiller, lyder det fra Lyngby-kaptajnen.

Han er heller ikke bleg for at tage et billede fra bokseverdenen frem for at illustrere, hvordan holdet så ud i løbet af især anden halvleg. 

- Vi står lidt ligesom en bokser, som bare tager imod i lange perioder. Jeg ved ikke rigtigt, hvorfor vi ikke får sat noget op i anden halvleg. Jeg tror, at vi skal være ret godt tilfredse med et kryds, fortæller Thomas Sørensen.

Med det uafgjorte resultat er Lyngby på ottendepladsen i Superligaen.