Video : Tipsbladet
Superliga

Agent afslører: Målmand skriver under med FC Midtjylland

På Instagram har agenten, Michael Gorman, netop smidt et billede op af Bill Hamid, der skriver kontrakt med FC Midtjylland.

Tidligere i dag udtalte Bill Hamid, at han forventer at blive førstevalget på målmandsposten, såfremt han vil spille under Jess Thorup i Superligaen.

Spillerens agent, Michael Gorman, deler nu et billede af målmanden, der skriver under på en kontrakt med FC Midtjylland.

Den 26-årige målmand understregede til Goal, at han har afvist tyske Eintracht Frankfurt, da han netop hellere vil prioritere et førstevalg på posten. Hvorvidt målmanden kan slå Jesper Hansen af posten må tiden vise.

I fredags forsøgte Tipsbladet.dk at hente en kommentar fra sportschefen i FC Midtjylland, Svend Graversen, men han ønskede ikke at udtale sig. Dermed har FC Midtjylland endnu ikke valgt at uddybe et køb af den amerikanske målmand.

Billedet indikerer dog, at FC Midtjylland og Bill Hamid har opnået enighed.