
Sidste sommer måtte AGF tage turen fra Superligaen til 1. division, men midterforsvarer Anders Nielsen blev hængende i den bedste række som SønderjyskE-lejesvend.
I går forlød det imidlertid, at den 24-årige AGF-forsvarer er tæt på at blive 1. divisionsspiller alligevel. Den nye arbejdsgiver skulle hedde FC Vestsjælland, men den historie sparker hovedpersonen selv til hjørne.
- Jeg kender ikke noget til et skifte til FC Vestsjælland. Mig bekendt har det ikke været på tale, siger en forundret Anders Nielsen til tipsbladet.dk.
Han har dog kunnet mærke interesse. Endda på et meget konkret plan.
- Der har været en Superliga-klub på banen, men det glippede i sidste øjeblik, så nu koncentrerer jeg mig om AGF. Hvis der kommer noget interessant, så må jeg jo kigge på det, fortæller han.
I den forgangne sæson fik Anders Nielsen 13 Superliga-optrædener for SønderjyskE - 11 af dem fra start.