AGF-anfører: Duncan bliver afgørende
Foto: Polfoto
Superliga

AGF-anfører: Duncan bliver afgørende

AGF-anfører Steffen Rasmussen tror, at den gamle holdkammerat Morten "Duncan" Rasmussen får stor betydning for århusianernes forår og fremtid

Morten ”Duncan” Rasmussen er tilbage hos AGF på Fredensvang efter ti års fravær. Glen Riddersholm er han blandt andet blevet genforenet med, men en anden genforening er måske endnu større end den med den tidligere træner.

31-årige ”Duncan” og Steffen Rasmussen, der er eneste overlevende fra 2005-holdkortet, er således tilbage på samme træningsbane, hvor målmanden nu igen – som denne fredag – kan høre sin gamle holdkammerat brokke sig til træneren over boldene og over det femte og sjette frispark, der ikke blev dømt

- Det er lidt, som om han aldrig har været væk. Det er lidt den samme dreng, som var her for ti år siden, der er kommet tilbage, fortæller anføreren til tipsbladet.dk, da vi møder ham på det gamle anlæg, der står foran en større renovering.

En renovering, som holdet ifølge den 33-årige målmand også har undergået, siden Glen Riddersholm erstattede Morten Wieghorst inden vinterpausen.

Og for den – renoveringen af holdet hvor man bl.a. 'skal blive mere direkte' – tror målmanden, at den nye, gamle angriber kan blive meget afgørende.

- Vi er startet lidt forfra, og Duncan kommer ind og ved, hvad Glen står for. Derfor tror jeg også, at han bliver afgørende for os lige nu, fordi Glen med ham får en vigtig forlænget arm på banen. Han er en naturlig leder, der er kommet ind, og han skal være med til at definere den kultur, som vi gerne vil have

- Han er en type, der giver enormt meget til holdet. Han er en klog, stærk presspiller, der er god til at sætte presset og få holdet med, og så er han uden for banen egentlig bare den samme, som jeg altid har kendt. Han er dejligt ligefrem og også en humørspreder, der altid er klar på at lave lidt ballade 

Svaret falder da også hurtigt, da den erfarne målmand bliver spurgt til, hvem man skal holde øje med igennem foråret. Han håber på den gode fortælling.

- Duncan. Han kan score mål. Så enkelt er det. Det har han nu igennem mange år og for mange klubber bevist. Det tror og håber jeg også, at han kommer til nu. Vores spillestil under Glen ligger lidt op til, at der skal laves mange indlæg, og der ved vi alle sammen, at han er gift for alle forsvarsspillere, lyder det.

- Det kan blive den her vildt gode fortælling, og jeg tror, at vi er rigtigt, rigtigt mange, der håber, at det lykkes, afslutter han til tipsbladet.dk.