AGF-angriber: Har aldrig været i bedre form
Superliga

AGF-angriber: Har aldrig været i bedre form

AGF-angriberen Jesper Lange føler ikke, han nogensinde har været i bedre form, end han er lige nu.

Jesper Lange ryster ikke i bukserne over, at AGF har hentet Morten 'Duncan Rasmussen' til klubben.

Selv om 'Duncan' plejer at være garant for mål, er Jesper Lange sikker på, at han nok skal få spilletid i foråret. Og det er der en helt speciel grund til.

- Jeg føler mig i den bedste form, jeg nogensinde har prøvet at være i. Både konditionsmæssigt men også rent kampmæssigt, hvor jeg har fået en del minutter i benene, og i det hele taget har haft en opstart uden skader, siger han til stiften.dk.

30-årige Jesper Langes kontrakt med AGF udløber til sommer, men han har endnu ikke fået styr på, hvad fremtiden bringer. Han er dog åben for en forlængelse.

- Jeg er positiv omkring min fremtid. Om det så bliver i AGF eller i en anden klub, det ved jeg ikke. Jeg synes jo selv, at jeg har værdi for den her klub, og har meget at give, siger AGF-angriberen.

Jesper Lange har tidligere spillet i Esbjerg og OB.