Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-chef før slutspillet: Det bliver nervepirrende

AGF-sportschef Peter Christiansen forudser tætte kampe mod modstandere, hvor han både ude og hjemme håber på stor opbakning fra fansene.

AGF står over for en svær og udfordrende opgave i det kommende slutspil om at vriste sig fri af nedrykning.

Modstanderne blev fundet søndag aften, da det lå klart, at klubben er blevet placeret i nedryknings-pulje nummer 2 med Viborg FF, Silkeborg IF og AaB som modstandere. 

Sportschef Peter Christiansen var tirsdag eftermiddag med til at offentliggøre kampprogrammet (se programmet her), og han ser frem til at komme i gang med en uhyre spændende kampperiode. 

- Det bliver tæt og nervepirrende. Det er alle hold, vi har spillet tætte kampe mod i denne sæson og tidligere. Det er i hvert fald dejligt for os og for vores fans, at det er klubber, der er forholdsvis tæt på Aarhus. Dermed kan vi forhåbentlig få en lige så god opbakning fra vores fantastiske fans, som vi plejer at få, når vi er på besøg i de tre byer, siger Peter Christiansen til AGF's hjemmeside.

AGF åbner slutspillet med en udekamp mod Viborg FF, der som AGF står på 25 point.

- Vi har lige fornylig spillet der, og det var en tæt forestilling, hvor Viborg udlignede til allersidst. Det er okay at starte på udebane et sted, hvor vi plejer at have stor opbakning. For begge hold gælder det jo, at vi er på jagt efter hold foran os, så det bliver med garanti en lige så spændende kamp, som sidst vi mødte Viborg, lyder det fra sportschefen.