Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-direktør er urolig: Minder om noget, vi har set tre gange før

AGF's nuværende situation huer ikke Jacob Nielsen, der er i tvivl om, hvordan klubben er rustet til at håndtere nedrykningsspillet.

Grundspillet i Superligaen er slut, og AGF har fem point op til de pladser, hvor man undgår playoffkampe. Det er bedre end de otte point, det kunne have været, men det er bestemt ikke optimalt. 

Efter søndagens 2-1-nederlag til OB har AGF tabt fem kampe i streg på hjemmebane, og risikoen for at rykke ned er i allerhøjeste grad til stede. Administrerende direktør Jacob Nielsen har svært ved at sige, hvordan holdet er rustet forud for nedrykningsspillet.

- Jeg kan godt være en smule i tvivl, når man ikke har mere kvalitet og ikke har formået at vinde fem kampe på hjemmebane mod de hold, vi ligger og kæmper med. Det gør mig urolig, siger han til Jyllands-Posten.

- Når vi nu står efter 26 kampe, så er min egen personlige evaluering denne: Når vi ser på den kvalitet, vi har leveret over hele sæsonen, så må vi fokusere på en ting: Og det er ikke at være i 1. division næste sæson. Vi er fem point efter. Vi kunne have været otte point efter. Så ville folk have sagt, at jeg skulle have snakket den op. Nu kan jeg tale den ned, for vi er slet ikke der, hvor vi skal være. Som individer og som hold. Og det kan vi evaluere på nu. Og det vil jeg ikke fortryde i morgen. Hvis vi ikke kan finde det rette frem, så minder det om noget, som folk har set tre gange før: God start på sæsonen og så står vi her.

De tre gange er en reference til AGF's tre nedrykninger i 2006, 2010 og 2014. Nielsen og co. kan dog glæde sig over, at AGF vil have flere chancer for at redde livet, selv hvis holdet ikke får hentet de føromtalte fem point. 

Få overblikket over AGF's og resten af Superligaens situation forud for nedrykningsspillet her.