AGF-duo er klar til kamp om to uger
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

AGF-duo er klar til kamp om to uger

Daniel A. Pedersen og Mustapha Bundu begynder begge at træne med holdkammeraterne i AGF igen i morgen, og de forventes klar til at spille kamp om to runder.

Det lysner en smule på skadesfronten i Aarhus. Cheftræner Glen Riddersholm måtte i søndagens forårspremiere mod AaB undvære både Niklas Backman, Mikkel Rask, Daniel A. Pedersen og Mustapha Bundu, men to af dem er snart tilbage.

Det er Bundu og Pedersen, som Riddersholm forventer at råde over igen inden længe. Ved torsdagens AGF-træning trænede de to for sig selv fra start til slut, men det bliver der ændret  på fra i morgen.

- Status er, at Bundu og "DAP" ikke er i spil til kampen på mandag (mod Viborg FF, red.), men at de i løbet af i morgen, fredag, begynder at blive sluset en lille smule ind i den daglige træning, og så må vi se. Umiddelbart virker næste lørdags kamp mod SønderjyskE heller ikke så realistisk, men derefter begynder det for de tos vedkommende at se lidt lysere ud, siger Riddersholm til tipsbladet.dk.

Dermed er det bedste bud lige nu, at de to AGF'ere er klar til kamp, når holdet gæster Randers FC om 15 dage. 

Glen Riddersholm må dog vente noget længere med at få stopperduoen Backman og Rask klar. I går meddelte klubben, at Rask har tre-fire ugers pause foran sig, mens Backmans comeback stadig er mere usikkert.

- Backman og Rask er stadig i lidt længere perspektiv, før vi kan regne med at disponere over dem igen, slår Riddersholm fast.