AGF eksperimenterer med angriber på kanten
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

AGF eksperimenterer med angriber på kanten

I opstarten har AGF brugt Kasper Junker på kanten, og selvom det foreløbig blot er et eksperiment, er både spilleren og hans træner positive.

Når AGF på søndag åbner foråret med besøg fra AaB, kan den ene kantspiller meget vel være en angriber. For Kasper Junker har aldrig rigtig spillet andet end frontløber, altså før denne vinteropstart, hvor han er blevet brugt på kanten.

Det er foreløbig kun på prøvebasis, men fra AGF-lejren lyder der positive toner omkring omskolingen. 22-årige Junker kom da også på tavlen i 2-1-sejren over Esbjerg fB i den sidste testkamp inden Superliga-starten.

- Vi vil gerne have noget fart over kanterne, og det passer jeg jo rigtig godt til. Så det har vi brugt preseason på at køre ind. Det bliver bedre for hver gang, men jeg har aldrig prøvet det før, så det er klart, at der er nogle andre relationer, end jeg er vant til og som jeg skal vænne mig til. Så der vil komme nogle svære perioder, men jeg er rigtig positiv over det og synes, det er gået fint, siger Kasper Junker til Århus Stiftstidende.

Også hos hans træner, Glen Riddersholm, er der optimisme at spore. Han har endnu ikke lagt sig fast på, om kanten er en permanent position for Junker, men er tilfreds med fremgangen på den uvante plads.

- Vi må sige, at vi stadig er i fordybelsesfasen omkring at skulle få implementeret ham på en mulig kantposition. Han har desværre været plaget af sygdom, hvorfor han har misset en del træninger og kampe, så hans første kamp på kanten var mod Debrechen (på træningslejren i Portugal, red.). Derudover fik han lidt spilletid mod Örebro og så mod Esbjerg, så det er et svagt grundlag at skulle vurdere for meget på. Men jeg kan se fremskridt fra kamp til kamp, siger Glen Riddersholm til Århus Stiftstidende.

Om Junker har vist fremskridt nok til også at starte på banen, når det bliver alvor, finder vi ud af på søndag.