AGF fortsatte den fine stime mod OB
Polfoto/TYCHO GREGERS
Superliga

AGF fortsatte den fine stime mod OB

Danny Olsen scorede kampens afgørende mål, da AGF slog OB med 2-1 hjemme i Aarhus.

AGF jagtede den tredje sejr i fire Superliga-kampe, da OB var på besøg i Aarhus.

Og allerede efter ni minutter testede Stephan Pedersen Sten brytebust for første gang, da han fint løb dybt og afsluttede på den norske keeper.

Kort efter kom OB for alvor i problemer, da Danny Olsen smed bolden på tværs fra højre. Frederik Tingager lignede en, der prøvede at sparke bolden i et helt lige skud til Månen, og så kunne knivskarpe Morten ’Duncan’ nemt heade kuglen forbi Grytebust i OB-målet, der heller ikke helt var med på Tingagers mærkværdige forsøg på en clearing.

OB var rystede, og Mikkel Desler diskede op med endnu en fejl tre minutter efter. Denne gang misbrugte Daniel Christensen dog den store mulighed.

Først efter en halv time virkede OB til at have fundet deres ben, da Hallgrimur Jonasson timede et opsring suverænt og stangede kuglen kraftfuldt på overlæggeren. Tættere på kom OB ikke i første halvleg, selvom Anders K. Jacobsen havde et fint forsøg kort før pausefløjtet.

Kort efter pausen var OB dog på spil igen, da Rasmus Falk spillede Mathias Greve perfekt i dybden. Greve prikkede bolden forbi en fremstormende Steffen Rasmussen, men bolden trillede lige forbi stolpen.

Samme Rasmus Falk stod pludselig helt fri midt i feltet efter en time, og så vippede Mikkel Desler bolden ind i panden på den vævre offensivspiller, der nemt kunne heade kuglen i mål til 1-1.

Det holdt helt frem til 72. minut, hvor Daniel Christensen lavede en fin finte, smed bolden på tværs, inden Danny Olsen med en halv stempling, halvt hælspark vippede bolden det sidste stykke ind i målet til 2-1.

OB forsøgte at trykke tilbage, og Anders K. Jacobsen fik en fin chance med låget få minutter senere, men der kom ikke nok fart i afslutningen, som Steffen Rasmussen kunne dykke ned og pille.

Fynboerne nåede aldrig rigtigt at komme tættere på udligningen, og Glen Riddersholm kunne derfor fejre sin anden Superliga-sejr som AGF-træner. Med sejren rykker AGF op som nummer ni i Superligaen efter klubbens tredje hjemmesejr i træk.