Video : Tipsbladet
Superliga

AGF går efter fire-fem indkøb til sommer

Sportschef Peter "PC" Christiansen er en travl mand i denne tid, og han sigter efter at hente en håndfuld spillere til AGF i løbet af sommeren. Det afhænger dog af, hvor mange klubben sælger.

Det er sådan set simpel nok matematik. AGF har sagt farvel til seks spillere, der har kontraktudløb, og samtidig indlemmet to ungdomsspillere i truppen. Dermed er man fire færre end i den forgangne sæson. 

Dem skal klubben have erstattet, og det kommer til at passe nogenlunde med det antal spillere, der har forladt truppen. Det fortæller sportschef Peter "PC" Christiansen.

- Vi snakker vel fire-fem spillere ind. Men tallet afhænger jo af mange ting. Forlænger vi med de to, vi lige nu har en dialog med? Sælger vi spillere? Men når du spørger mig her og nu, er fire-fem spillere dét, vi går efter, siger han til Århus Stiftstidende.

De to spillere, som AGF har en dialog med, er Alexander Juel Andersen og Thomas Juel-Nielsen. Deres kontrakter udløber, når juni bliver til juli, men de kan altså begge fortsætte i hvidt efter ferien.

Indtil for få uger siden vidste AGF ikke, om klubben skulle fortsætte i Superligaen i næste sæson, og det har sat en stopper for noget af "PC"s transferarbejde. Men nu, hvor der er klarhed omkring fremtiden, er der muligvis snart nye spillere på vej.

- Jeg har godt set, at vi bliver nævnt i forbindelse med den ene og den anden spiller, og det ville da også være mærkeligt, hvis jeg som sportschef ikke undersøgte vilkårene hos de spillere, der står til at skifte klub. Men der kan altså være langt fra at forhøre sig om en spiller og så til konkret at forhandle. Der er allerede nogle ting, der er gået i vasken, fordi vi har været nødt til at vente så længe på en afklaring i forhold til nedrykning, men der er fortsat masser af muligheder, siger han. 

AGF begynder den nye sæson i weeekenden omkring den 16. juli med en hjemmekamp mod AC Horsens. De endelige kamptidspunkter er ikke fastlagt endnu.