AGF-kant tilbage i topform: Føler mig tæt på startopstillingen
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

AGF-kant tilbage i topform: Føler mig tæt på startopstillingen

Mustapha Bundu blev ramt af en skade, netop som han begyndte at vise sig frem i vinteropstarten. Nu er han er klar til at imponere igen.

Før forårssæsonen gik i gang, og holdene endnu kun trænede frem mod Superliga-starten, kom der positive meldinder fra AGF. Mustapha Bundu, den sierraleonske dribler, havde gang i en stærk opstart, sagde man.

Men det, der kunne have sendt Bundu ind på AGF-holdet, endte med en nedtur. For den 20-årige offensivspiller blev skadet og fik dermed sin gode form ødelagt.

- Det var dårlig timing. Preseason er der, hvor man viser sig frem for trænerne, og jeg var heldig med at gøre det godt. Men jeg blev skadet. Jeg var bare nødt til at sørge for, at jeg kommer stærkere tilbage, så jeg kan arbejde på at komme på holdet, siger Bundu til tipsbladet.dk.

Nu har han fået to indskiftninger i de to seneste kampe, og han føler, han er ved at være klar til mere.

- Jeg synes, jeg er tilbage i topform. Jeg har arbejdet på at få kampformen tilbage, for jeg spillede ikke i over en måned (og spillede kun træningskampe før det, red.). Det har gået godt i de sidste tre uger eller mere, siger han.

- Jeg føler, jeg er kommet tættere på startopstillingen. Det er det, jeg arbejder på. Forhåbentlig kan jeg snart få en startplads. Skaden var lidt af et tilbageslag, men det sker tit i fodbold. Jeg har trænet godt og sørget for at komme hurtigt tilbage.

AGF har i denne sæson manglet naturlige kantspillere, hvor Stephan Petersen og Chris Ikonomidis er blevet suppleret af eksempelvis Elmar Bjarnason, Martin Spelmann og Mustafa Amini, som alle tre foretrækker den centrale midtbane.

Mustapha Bundu vil til gengæld allerhelst spiller på kanten.

- Hvis jeg får chancen for at spille på kanten, spiller jeg der. Hvis jeg får chancen for at spille som angriber, spiller jeg der. Det er op til trænerne. De vælger holdet, de ser os spille hver uge. De ved, at de kan stole på mig, uanset hvor jeg skal spille, men hvis jeg skal vælge, foretrækker jeg at spille på kanten. Så jeg har mere plads til at udfordre backen, siger den unge sierraleoner. 

Til søndagens kamp mod Viborg FF er Ikonomidis ifølge cheftræner Glen Riddersholm ude med sin skulderskade, så det baner måske vejen for Bundu, der hidtil har fået fire indskiftninger i denne sæson.