Superliga

AGF: Lasse Vibe var ikke god nok

Lasse Vibe blev vejet og fundet for let i AGF for nogle år siden. Nu er han på landsholdet.

Lasse Vibe var en af de mest markante kaniner i Morten Olsens landsholdstrup, da denne blev udtaget i onsdags. Som det er nævnt flere gange, har Vibe en fortid i AGF, hvor han blev vraget for nogle år siden, da han ikke havde udsigt til spilletid.

I AGF ærgrer man sig dog ikke over fravalget af den nyslåede landsholdsspiller.

- Jeg er hverken ærgerlig eller bitter. Det lader jeg andre kloge hoveder om. Jeg er bare glad på Lasse Vibes vegne. Han er en super fyr, som har udviklet sig enormt i de seneste fire år, og det glæder jeg mig over. Sådan håber jeg, at det går alle spillere, der forlader vores klub, siger AGF-sportschef Brian Steen Nielsen til JP Aarhus.

- Han var ikke god nok til vores hold på det tidspunkt, og vi kan ikke give alle spillere med potentiale en fireårig kontrakt. Det har vi simpelthen ikke råd til, tilføjer han.

Efter tiden i AGF kom Lasse Vibe forbi FC Fyn og FC Vestsjælland, inden han endte i SønderjyskE i januar. Nu har han udsigt til landsholdet.