AGF-profil klar til Esbjerg efter skade
Superliga

AGF-profil klar til Esbjerg efter skade

AGF-træner Morten Wieghorst kan igen råde over midtbanespillere Daniel A. Pedersen, der er klar efter den skade, der har holdt ham ude de seneste to kampe.

I de senete to kampe har AGF måttet klare sig uden Daniel A. Pedersen, der i sæsonens fire første kampe har leveret solide præstationer på den defensive midtbane. Men en forstrækning har holdt den nye AGF'er ude i de to seneste kampe, hvor det er bleve til et 2-3 nederlag til AaB og 2-2 mod FC København. 

Nu er Daniel A. Pedersen tilbage på træningsbanen og melder sig helt klar til fredagens hjemmekamp mod Esbjerg. 

 
- Det gik rigtig godt i dag. Jeg kunne træne fuldt ud, uden at mærke til skaden. Det er en sene, der er tilhæftet musklen, så det er en skade, man skal være påpasselig med. Musklen har dog været intakt og jeg har gjort hvad jeg kunne for at holde mig i gang, sagde Daniel A. Pedersen til Aarhus Stiftstidende efter onsdagens træning.

AGF står med ni point efter seks spillerunder og er placeret som nummer fem i tabellen. Forud for opgøret kan Daniel A. Pedersen bryste sig af endnu ikke at have tabt en Superliga-kamp, når han har været på banen med AGF-logoet på brystet.