Video : Tipsbladet
Superliga

AGF sælger U21-landsholdsmålmand til Vejle

Thomas Hagelskjær skifter fra AGF til Vejle Boldklub, hvor han har fået en toårig aftale.

Det har været temmelig småt med spilletid i AGF for Thomas Hagelskjær, der nu tager konsekvensen og skifter til Velje Boldklub. Det oplyser sidstnævnte på sin hjemmeside.

Den nu tidligere AGF-målmand har fået en toårig aftale i Nørreskoven, hvor det vækker glæde, at man som 1. divisionsklub har været i stand til at lokke en U21-landsholdsmålmand til klubben.

- Vi har hentet en meget talentfuld målmand, som har alle forudsætninger for at nå toppen. Vejle Boldklub har et utrolig stærkt målmandsteam, og jeg er overbevidst om, at Tovio Vadum kan udvikle Hagelskjær yderligere, og ikke mindst at de to keepere vil presse hinanden til gavn for konkurrencesituationen i truppen, siger teknisk chef Jacob Krüger.

22-årige Hagelskjær havde ét år tilbage af sin kontrakt, og selv om han er kommet op gennem undgomsrækkerne i AGF, nåede han aldrig at få førsteholdsdebut. Det seneste år har Aleksandar Jovanic og klublegenden Steffen Rasmussen stået foran Hagelskjær i køen til spilletid.

- Klubben ville gerne have mig, og jeg har hørt meget godt om klubbens målmandstræner samt måden, der arbejdes med keeperne på. Samtidig har klubben ambitioner, og projektet som helhed tiltaler mig meget. Mine styrker er blandt andet gode reaktioner, og så er jeg en meget verbal keeper, siger han.

Skiftet sker øjeblikkeligt, og Hagelskjær skal allerede træne med sine nye holdkammerater fra i morgen.