Video : Tipsbladet
Superliga

AGF skifter sportschef: Jens Andersson stopper øjeblikkeligt

Peter Christiansen skal være ny sportschef i AGF.

AGF skal have ny sportschef i form af Peter Christiansen. Han overtager fra Jens T. Andersson, der stopper i klubben allerede nu. Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

Jens T. Andersson havde oprindeligt kontraktudløb i AGF til sommer, men da han ikke ønsker at forlænge sin aftale med klubben, har parterne aftalt at afbryde samarbejdet allerede nu. Derfor overtager Peter Christiansen allerede nu posten som sportschef i klubben.

- Det har været en svær, men også helt udramatisk beslutning. Jeg har nydt min tid i AGF og ikke mindst samarbejdet med alle i og omkring klubben. Vi har hver sæson nået vores målsætninger indenfor de økonomiske rammer, og hele organisationen arbejder hårdt for at indfri de mål, vi har sat for denne sæson. Efter at have gjort det hele op, er jeg dog kommet frem til, at jeg ikke ønsker at forlænge min aftale. Derfor er det også den bedste løsning for alle parter, at jeg allerede nu overlader roret til PC, som jeg har haft et fremragende samarbejde med, og som ved, hvad det kræver for at videreføre klubbens sportslige strategi, siger Jens T. Andersson. 

AGF-direktør Jacob Nielsen siger følgende om udskiftningen på posten:

- Jens har tilført klubben den professionalisme og struktur, vi gik efter, da vi ansatte ham. Derfor ærgrer det mig også, at samarbejdet nu stopper. At vi i den givne situation så har mulighed for at rekruttere en kompetent afløser internt, ser jeg kun som et plus og et udtryk for rettidig omhu. Jens og PC har arbejdet tæt sammen i forhold til den sportslige strategi, vi har lagt, så der bliver tale om en glidende overgang, hvor Jens også har indvilliget i at være behjælpelig i det transfervindue, vi snart går ind i, siger Jacob Nielsen. 

Peter Christiansen kom til AGF i januar 2016, hvor han blev ansat som chefscout i klubben. Tidligere har han været både scout, sportschef og sportsdirektør i Randers FC.

AGF holder pressemøde om sagen tirsdag klokken 14.00.