AGF skriver med serbisk landsholdskeeper
Superliga

AGF skriver med serbisk landsholdskeeper

AGF har underskrevet en fireårig aftale med den serbiske landsholdskeeper Aleksandar Jovanovic. Det bekræfter klubben på dens hjemmeside.

Den indeværende Superliga-sæson slutter søndag, men forstærkningerne til den næste begynder allerede at rulle ind. 

Blandt de der har været ude i god tid er AGF. De bekræfter nemlig lørdag på deres hjemmeside, at de har skrevet kontrakt med 23-årige Aleksandar Jovanovic. 

Jovanovic er serbisk landsholdskeeper og kommer fra Radnicki Nis, der til daglig gør sig i den bedste serbiske fodboldrække. 

I Århus glæder man sig over tilgangen. 

- Vi har fulgt Aleksandar Jovanović live flere gange i foråret, og her har han overbevist os om, at han er en dygtig målmand, som redder point til sit hold, og som har en stærk udstråling. Trods sin unge alder kommer han med masser af erfaring fra et højt niveau og er vant til at spille for mange tilskuere. Han befinder sig netop nu i landsholdslejren i Beograd, og jeg er glad for, at det trods dette lykkedes at lukke en aftale med ham, siger sportschef Jens Andersson. 

Jovanovic var blot 20 år gammel, da han fik ligadebut for storholder Røde Stjerne, men to år senere skiftede den 192 centimeter høje keeper til Radnicki Nis, hvor han har spillet siden og i alt tilkæmpet sig 39 førsteholdskampe.