Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-spiller efter direktør-svada: Min holdning er stik modsat

AGF-direktør Jacob Nielsens kommentar om spillernes indstilling eller mangel på samme til kampene, bliver ikke taget ilde op af AGF-spillerne.

AGF-direktør Jacob Nielsen luftede sin helt klare frustration efter mandagens nederlag til AaB i Superligaen, hvilket betyder, at AGF stort set er sikre på ende i et nervepirrende playoff om at undgå nedrykning. 

Blandt andet sagde Jacob Nielsen til viasat sport:

- For omkring et år siden var vi i en pokalfinale, og der var der ikke nogen skader. Så kan man spørge, om det er kontinuitet, der avler succes, eller om det er succes, der avler kontinuitet. 

- Der var mange, der dengang ville spille en pokalfinale. Nu kan de trække bukserne ned og se, hvad det er for nogle kønsorganer, de har og så finde ud af, om de vil være i det nedrykningsspil. Om de vil være de mænd, som AGF har fortjent at have i klubben. Det er hvad det handler om nu.

- Vi skal vise os som mænd og at, vi ikke vil være med i det nedrykningsspil. Hvis ikke, der der 26 mand i truppen, der forstå det, så ender vi  kraftedeme i 1. division - en gang mere.

Dagen derpå har programmet Fodbold med Horup fra TV 2 Østjylland været forbi AGF-træningen og fået følgende reaktion fra træner Glen Riddersholm og spillerne Martin Spelmann og Jesper Juelsgård.

Glen Riddersholm:
Jacob er administrerende direktør og har ansvaret og sender de signaler ud, han mener er de rigtige under de givende omstændigheder.
- Jeg tror man skal passe på med at overfortolke og gøre det alt for følelsesladet og gøre det til en kontrast, så spillerne skal forholde sig til et enkelt citat og udtale sig om det. 

- Så kommer det til at se ud som om, at der er disharmoni mellem Jacob og nogle spillere. Det er ikke det, der er tilfældet her. Man skal huske at nuancere tingene, men jeg kan godt forstå, at man - nu hvor AGF er i en svær tid og med den historie, vi bygger på - prøver at finde nogle sprækker og nogle huller i osten, som man så kan dyrke til at gøre til store problematikker
- Hvis man nuancerer det lidt og lytter til det, ligger det lidt mere mellem linjerne end det, man umiddelbart kan tolke på.

Martin Spelmann
- Det bliver jeg ikke provokeret af. Det kan godt være, at det i nogen henseende er upassende, men det viser et eller andet sted, at man har en direktør, der brænder for det og at det gør ondt på ham.

Jesper Juelsgård:
- Nu sagde han det til medier - han har ikke sagt det til os. Det er ikke min holdning om, hvordan vi træner og spiller kamp. Min holdning er det stik modsatte af, hvad han har sagt.