AGF-spiller hylder fansene
Illustration
Superliga

AGF-spiller hylder fansene

Alexander Juel Andersen tilskriver fansene en stor del af æren for, at AGF i mandags var i stand til at besejre Randers på udebane.

AGF vandt i mandags en tiltrængt sejr i Superligaen, da Randers FC blev besejret med 3-1 på udebane. Det vakte naturligvis jubel hos de mange tilrejsende AGF-fans, og at så mange havde valgt at tage turen fra Aarhus for at støtte ”de hviie”, er Alexander Juel Andersen dybt taknemmelig for.

- De leverede jo en sindssyg opbakning. Vi kommer bagud, men fansene bliver bare ved, og i hele anden halvleg er de med til at løfte os. De betød virkelig meget. Det er helt uvurderligt. Ét er at kunne høre fans, men det her var jo et helt udebaneafsnit, der hele tiden var i gang. Vi var en mand i undertal, men det følte vi slet ikke. Det var som at være på hjemmebane, siger højre backen til agf.dk.

Nu håber han, at opbakningen vil gentage sig på hjemmebane.

- Vi ved godt, at der har været for langt mellem sejrene på hjemmebane i denne sæson. Der er ikke noget, vi hellere vil end at give tilskuerne tre point. Jeg håber, vi igen oplever en stærk opbakning fra vores fans. Det kan vi ikke forlange eller bede om, men jeg vil gerne sige, at opbakningen har en stor betydning. Hvis et hold mærker fansene, så stiger sandsynligheden for, at holdet gør det godt. Der er en gensidighed i det. Vi kan få fansene med ved at kæmpe og viste begejstring, og fansene kan løfte os ved at vise deres støtte, siger han.

Alexander Juel Andersen scorede det ene mål i 3-1-sejren.